Formand fremhæver saneringer af svinebesætninger

Det er nødvendigt at gribe fat om nældens rod og finde finansieringen i samarbejde med pengeinstitutterne, vurderer formand

Svineproducenter er pressede på den pris, som de kan få for deres produkter.

Men det betyder ikke, at man skal sætte udviklingen på standby. Det mener formand for LandboNords svineudvalg Torben Farum. Han ser nemlig gerne, at flere nordjyske producenter får mulighed for at senere dyr, så eventuelle sygdomme i besætningen kan udryddes:

- I øjeblikket er der flere producenter, som ønsker en medicinsk sanering, så de få en sundere besætning. Men der er flere udfordringer i forbindelse med sådan en sanering. Den største for manges vedkommende er simpelthen at få saneringen finansieret i pengeinstituttet. Og det er en skam, for det er en af hjørnestenene, hvis vi skal fremtidssikre erhvervet.

Ifølge Torben Farum er der mange fordele ved en sådan sanering. Dels forbedres dyrevelfærden i takt med færre sygdomstilfælde i stalden – og den enkelte producent opnår en højere afregningspris pr. gris, idet grisen vokser bedre og får mindre medicin.

Men det tager tid, påpeger Torben Farum, før man kan se effekten af en sanering, og det holder mange fra at kaste sig ud i projektet:

- Selvom krisen kradser, så må vi altså kradse igen. Det gør vi bedst ved at gribe fat om nældens rod og finde finansieringen i samarbejde med pengeinstitutterne, vurderer han.

Læs også