Nordic Waste-forurening: En tredjedel af ægproducents produktion risikerer at blive oversvømmet

I forbindelse med oprydningsarbejdet efter jordskredet i den famøse Nordic Waste-sag ved Randers risikerer en lokal, økologisk ægproducent at få oversvømmet en tredjedel af sit produktionsareal, skriver AgriWatch.

Ægproducenten Niels Riis – der producerer under brandet Niels og Grete og leverer til Salling Group – er placeret et par kilometer fra de enorme mængder af forurenet jord, der risikerer at forårsage en omfattende miljøkatastrofe, fordi det kan løbe ud i en nærliggende å og videre til Randers Fjord og vandløb fra Ølst til Kattegat.

Ved et påbud sendt fra Miljøstyrelsen er det besluttet af myndighederne, at producenten skal overlevere sin ejendom til Nordic Waste, som får fuld råderet over området for at stoppe jordskredet.

Niels Riis fortæller til mediet, at det største problem er uvisheden over, hvad det vil føre til, og at han ikke kan forstå, at han kan blive påtvunget at aflevere sin ejendom til en privat virksomhed i et retssamfund.

Indtil videre er det stadig uvist hvordan, og om, Nordic Waste kommer til at anvende denne ret.

- Der er ufattelig mange ubesvarede spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad de vil gøre. Jeg får bare at vide, at de har råderet over min ejendom, og at jeg ikke kan klage over det, siger Niels Riis til AgriWatch.

Vil ikke stå i vejen

Han understreger dog, at han ikke ønsker at stå i vejen for oprydningsarbejdet, men er fortvivlet over at miste kontrollen med ejendommen.

- Der er mange ubesvarede spørgsmål. Vi vil gerne kende tidshorisonten. Vi vil også gerne vide, hvem der sikrer likviditeten, hvis vi for en periode taber indtægt. Det her har jo en uoverskuelig tidshorisont, siger Niels Riis efter udmeldingen om, at oprydningsarbejdet kan vare i årevis.

En af planerne drejer sig om at føre Alling Å over i Vissing Bæk, og imellem disse ligger Niels og Gretes ægproduktion. Det kan betyde, at Niels Riis’ produktion kan komme til at stå under vand dele af året, og i værste fald vil en tredjedel af ægproduktionen blive sat ud af drift, oplyser producenten, der ikke vil blokere for en løsning, men savner en løbende dialog og opdatering i et i forvejen presset marked.

Læs også