Det europæiske slagtesvinemarked er presset i denne slagteuge, og mange noteringer giver efter, skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.
Efterspørgslen efter svinekød lever fortsat ikke op til forventningerne, og det internationale konkurrencepres er meget højt på grund af det forholdsvis høje prisniveau i Europa, og interessen for at indfryse svinekød er fortsat meget lav.
Den tyske notering var ikke længere i stand til at modstå slagteriernes massive pres i sidste uge. I lyset af den afdæmpede efterspørgsel og en manglende slagtedag var afsætningen af slagteklare grise i stigende grad gået i stå. Flere store slagterier øgede prispresset ved at betale priser, som er lavere end den officielle tyske notering.
Presset smitter også af på nabolandene Holland og Belgien, hvor noteringerne faldt, og den spanske notering er nu faldet 10 uger i træk.
Danmark, Frankrig og Østrig kan trodse den faldende pristendens. Den danske notering er allerede på et meget lavt niveau. Danish Crown ser i øjeblikket ingen ændring i efterspørgslen på danske varer.