Stigende smågrisenotering kan presse danske slagtesvineproducenter

De stigende eksportnoteringer på smågrise kan fortsætte opad i den kommende tid. Det kan lægge pres på danske slagtesvineproducenter, vurderer AgroMarkets.

Den tyske Nord-West-notering og eksportnoteringerne på smågrise stiger i denne uge, og det kan være begyndelsen til flere stigninger i den kommende tid, vurderer handelsrådgivningsfirmaet AgroMarkets i en opdatering på sin hjemmeside.

- Derimod ligger den beregnede danske notering helt vandret. Faldet i den beregnede notering siden medio december 2023 har været med til at udvide forskellen, der er til fordel for eksportnoteringerne generelt. Med begyndende stigende takter vil det spænd blive udvidet yderligere, såfremt den danske ikke følger med op, skriver AgroMarkets, og tilføjer:

- Det vil kræve, at slagtenoteringen i Danmark stiger, hvad der ikke er lagt op til. Der er heller ikke stigninger at spore i hverken Tyskland eller Holland, så de stigende priser på smågrisene må være på forventede senere stigninger i slagtenoteringerne i de nævnte lande.

- De stigende smågrisenoteringer på eksportmarkederne presser de danske slagtesvineproducenter, da det vil presse deres købspris op på smågrisene.

Læs også