Politikerbesøg med fokus på vand

Vand var det gennemgående tema, da Moderaternes Henrik Frandsen var på politisk besøg hos Landbrug & Fødevarer Syddanmark. Han fik også en dugfrisk indsigt i den negative effekt, tørken har haft på vårsædsmarker med efterafgrøder sammenlignet med en vintersædsmark.

Henrik Frandsen fik en aktuel indsigt i forskellen på vårsæd og vintersæd. Vårsædsmarkens afgrøder – til venstre – er nærmest intet værd. På billedet ses desuden Johan Schmidt, Henrik Jessen og Søren Laustsen.

Der stod vand i flere afskygninger på programmet, da Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen forleden besøgte Landbrug & Fødevarer Syddanmark i bygningen på Billundvej i Vojens.

Besøget kredsede om vandplaner, tørke og minivådområder. Henrik Frandsen blev præsenteret for hovedlinjerne i de nye vandplaner. Der blev fortalt om beregningsgrundlaget, som man i Landbrug & Fødevarer Syddanmark vurderer, giver reduktionsmål og efterafgrødekrav, som er helt urimelige og har meget lav virkning.

Henrik Frandsen kunne også med egne øjne se den væsentlige negative effekt, som tørken har haft på vårsædsmarker med efterafgrøder sammenlignet med en vintersædsmark.

Afgrøder intet værd

Planteavlschef Finn Olsen kunne vise, at vårsædsmarkens afgrøder nærmest intet er værd, mens vintersæden står bedre med stort rodnet og fint udbytte. Begge marker har dog fået den normale behandling med jordarbejde, gødning og planteværnsmidler. Men hvor vintersæden har suget al kvælstof, har en vårsædsmark et stort overskud af kvælstof, som planten ikke har suget. Når skybruddene kommer nu, ender kvælstoffet i vandløbene.

- Jeg tror faktisk, at Henrik var lidt overrasket over at se, hvor stor forskel der var på en vår- og vinterafgrøde. Det var også vigtigt for os at få forklaret, at det her handler om klimaet og om miljøet, fordi en mark med så lavt udbytte har negative konsekvenser for både miljø og klima. Derfor handler efterafgrødekravene om mere end bare vandplaner; det handler også om klimaet. Vi landmænd skal have lov til at dyrke vores marker, som vores gode landmandskab dikterer, og om det så skal være med vintergrønne marker, det er fint med os; vi skal bare have friheden og landmandskabet tilbage, lød det efterfølgende fra Henrik Jessen, formand for Landbrug & Fødevarer Syddanmark.

Så på minivådområde i regnvejr

Henrik Frandsen blev også inviteret med ud til en landmand i lokalområdet, som har en del udfordringer med Landbrugsstyrelsen i forbindelse med etablering af sit minivådområder. Der har, ifølge landmanden, været meget bureaukratisk bøvl og uigennemskuelig sagsbehandling, som har gjort det usikkert og besværligt.

- Det gavner ingen, at vi har de her bureaukratiske udfordringer hos Landbrugsstyrelsen. Deres systemer kan for eksempel ikke håndtere ændringer i projektet, men det sker bare ofte, at kommunen gerne lige vil have ændret en detalje, og så står projektet bare stille. Vi skal nå i mål med minivådområder; det er sindssygt vigtigt, og det nytter ikke noget, at systemer og skør fortolkning af regler skal bremse alle de landmænd, der gerne vil være med, siger Johan Schmidt, bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Syddanmark.

Læs også