Demonstration imod nye regler for veterinærmedicin

Danske dyrlæger kalder til demonstration mod ny EU-forordning for brug af veterinærmedicin. Demonstrationen finder sted tirsdag kl. 15 på Christiansborg Slotsplads.

- Den nye EU-forordning kan tvinge dyrlægerne til at overtræde Dyrevelfærdsloven, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Negative konsekvenser for alle dyr

- Den nye EU-lovgivning, der trådte i kraft d. 28. januar, gør det vanskeligt - og i mange tilfælde umuligt - at smertestille og behandle dyr fagligt korrekt for helt almindelige lidelser. Det vil få alvorlige konsekvenser for hunde, katte, kaniner, heste, landbrugsdyr og alle andre dyrs velfærd, fremgår det videre af pressemeddelelsen.

Dyrlæger mener, at den nye forordning i nogle tilfælde gør det umuligt at overholde den nye lovgivning og Dyrevelfærdsloven på samme tid. Og derfor bliver dyrlæger nu flere gange dagligt tvunget til enten at være kriminelle eller vælge at aflive dyr, der tidligere kunne have været behandlet.

Det harmer dyrlæger, at lovgivningen tilsyneladende er lavet med det formål at nedbringe antibiotikaforbruget i Sydeuropa.

Vil giver højere forbrug af antibiotika

- Men i Nordeuropa, hvor antibiotikaforbruget i forvejen er lavt, vil de nye regler afstedkomme et højere antibiotikaforbrug. Det skyldes, at dyrlæger i Norden altid tilpasser mængden ud fra nyeste viden, dvs. at der ofte gives mindre og i kortere tid, end der er angivet i produktresumeet (indlægssedlen), skriver dyrlægerne og påpeger, at de nu fremover bliver tvunget til at bruge antibiotika i længere tid, end de plejer.

- Alle er skåret over en kam, og reglerne for brug af lægemidler tager ikke hensyn til, om det er antibiotika, smertestillende eller andet, og det giver store problemer, fortsætter dyrlægerne.

Fagligheden bløder

- Det er ikke tilladt at tilpasse behandling til den enkelte patient ud fra nye behandlingsprincipper og internationale ekspertvejledninger. Fagligheden er taget fra dyrlægerne. Det er helt urimelige forhold, lyder det i pressemeddelelsen, som også oplyser, at dyrlæger skal kunne overholde deres dyrlægeløfte om at behandle dyr forsvarligt og beskytte dem mod unødig lidelse uden at overtræde loven.

Det er ikke hun de danske husdyr, dermed husdyrproducenterne, der kommer i knibe, idet landbrugsdyrene typisk vil få for meget antibiotika. Også mange kæledyr kommer alvorligt i klemme med den nye forordning, idet der vil være mange sygdomme, der slet ikke længere kan behandles, fordi mange lægemidler slet ikke er godkendt til kæledyr, og derfor vil kæledyrene i nogle tilfælde ganske enkelt aflives i stedet for, at de kunne blive behandlet.

Arrangørerne forventer stort fremmøde af både dyrlæger, veterinærsygeplejersker, dyreejere, dyr og politikere, og der vil være en række talere, der repræsenterer de forskellige berørte dyregrupper.

Læs også