Dansk mejerigigant skal producere chokolademælk fra internationalt brand

Efter en årrække med solid indtjening gennem produktion af Cocio chokolademælk og Starbucks-produkter på licens, har Arla Foods Esbjerg nu indgået en licensaftale med snackfirmaet Mondelēz International om at producere, distribuere og markedsføre chokolademælk under Milka-mærket i Tyskland, Østrig og Polen.

Ved at udnytte Milkas stærke brandgenkendelse og forbrugerloyalitet vil Arla Foods benytte sin ekspertise inden for mejeriinnovation og sikre vækst i kategorien for chokolademælk.

- Jeg er meget begejstret for at indgå et langsigtet strategisk partnerskab med Mondelēz International og bringe velsmagende og eftertragtede produkter til vores forbrugere. Milka er et elsket mærke, og jeg ved, at vi har produktions-, kommercielle og marketingmæssige kompetencer til at tage det til næste niveau, hvorfor vores ambition er klar: Vi ønsker at opnå første- eller andenpladsen på vores lanceringmarkeder, siger Patrik Hansson, Executive Vice President og Chief Marketing Officer hos Arla Foods i en pressemeddelelse.

Milka chokolademælken vil blive lanceret i juni 2024 og vil være tilgængelig i tre forskellige formater og tre forskellige smage.

Læs også