Arla-rival har tabt 7 procent af sin mælkeproduktion på fire år

I sidste måned beskrev Effektivt Landbrug, at Arla-rivalen FrieslandCampina ønsker at tiltrække nye andelshavere i jagten på mere mælk.

I den forbindelse har selskabet vedtaget en række forslag rettet mod medlemsfastholdelse, medlemsrekruttering og medlemsfinansiering for at holde på mængden af mælk i selskabet – heriblandt en midlertidig dispensation fra adgangsgebyret, der betyder, at nye andelshavere kan tilslutte sig mejeriet de næste to år uden at skulle lægge andelskapital til.

Imidlertid står det værre til hos FrieslandCampina end først antaget. Ifølge det tyske landbrugsmedie Agrarheute, har mejeriet løbende mistet mælkeproducenter i de senere år. Alene i 2023 faldt antallet af andelsmælkeproducenter med 510 eller 5 procent til 9.417. Mængden af forarbejdet mælk er desuden reduceret med næsten 700 millioner kg eller 7 procent til knap 9,37 milliarder kg siden 2020.

Ifølge det hollandske andelsmejeri var kombinationen af 8 euro (59,69 kroner) pr. 100 kg mælk til køb af mælkecertifikater plus entrégebyret på 3 euro (22,39 kroner) pr. 100 kg mælk for dyr for potentielle leverandører. Deltagergebyret vil derfor blive suspenderet med tilbagevirkende kraft fra 9. juni 2022 til 1. juli 2026.

Læs også