Skiftede svinestalden ud med store maskiner: Enno har drevet succesfuld entreprenørforretning i 16 år efter landbrugsexit

I 2008 fandt Enno Højgaard ud af, at han skulle i en anden retning end at være svineproducent. Det er der kommet et solidt foretagende ud af i form af Højgaard Entreprise.

Enno Højgaard bruger en pæn del af sin tid på at anlægge markveje. - Sidste år var der ikke helt så meget, men det har der sørme været i år. Det er fordi vejene rundt omkring er blevet meget slidte, fortæller Enno Højgaard om sine mark- og skovvejsaktiviteter. Det er 16 år siden, Enno Højgaard stoppede som svineproducent, for i stedet at blive entreprenør. Siden har han opbygget en god forretning med en fornuftig maskinpark. Fra sit domicil udenfor Nysted har Enno Højgaard selskab af maskiner - men også sin hund.

Man skal være i god tid, hvis man skal have en aftale om at komme på besøg hos Enno Højgaard udenfor Nysted på Lolland.

For det vil være synd at sige, at Enno Højgaard, der på 16. år står i spidsen for Højgaard Entreprise, keder sig, eller mangler noget at lave. Og to dage er sjældent ens.

- Der er jo kun 20-25 km ned til Femern-forbindelsen, så der er næsten altid nogle, der ringer til mig dernede fra. Så hvis jeg har en ledig stund, kan jeg altid komme derned. To af mine brødre arbejder dernede, lyder det fra Enno Højgaard, da avisen møder ham på gårdspladsen, hvor han har sin maskinpark bag gårdbygningen.

Født ind i landbruget

Det lå imidlertid ikke i kortene, at det var entreprenørvejen, han skulle gå. Faktisk drev han landbrug blot et stenkast fra sin nuværende virksomhed.

- Jeg er jo født ind i landbruget. Den gård, jeg solgte, var min fædrene gård, som jeg overtog efter mine forældre i 1999. Gården ligger tre kilometer herfra, men den overtog min nabo i 2008, fortæller Enno Højgaard.

Inden han skiftede spor til entreprenørindustrien, arbejdede Enno Højgaard med svineproduktion. Men det var ikke altid lige nemt.

- Vi havde en opformeringsbesætning, hvor vi producerede sopolte til andre svineproducenter i nullerne. Men så fik vi salmonella ind i stalden, og samtidig kneb det med at få nok medarbejdere, fortæller han og fortsætter:

- Og så en dag tænkte jeg »Arh, det her kan jeg ikke blive ved med at holde til«. Så skulle jeg jo prøve noget andet, og jeg havde altid tænkt, at hvis jeg skulle det, så skulle det være som entreprenør. Selv om det kan være op ad bakke.

Har fundet sin egen vej

Siden har Enno Højgaard fundet sin egen vej i branchen.

- Jeg har valgt at gå efter at lave ting, som andre i branchen måske ikke gør så meget i. Og et par år efter, at jeg var startet, var der et lokalt gods, der spurgte, om jeg lavede markveje. Og så begyndte jeg at undersøge det nærmere, og så har jeg sådan set kørt og lavet markveje og skovveje siden 2011, siger entreprenøren.

Er det meget det, du gør i?

- Ja, det er måske nok 2/3 af det hele. Men det er lidt forskelligt fra år til år. Sidste år var der ikke helt så meget, men det har der sørme været i år. Det er fordi vejene rundt omkring er blevet meget slidte, siger han.

Enno Højgaard har dog også fortsat landbrug i ordrebogen.

- I dag laver jeg opgaver, både for landmænd, men også i skovene. Men det er meget bredt. Jeg hjælper jo alle dem, der ringer. Og det går rimelig godt, vil jeg sige. Men det skal det jo også helst. Nu har jeg kørt med det her i 16 år.

En blandet maskinpark

Bag landejendommen udenfor Nysted er der et pænt sortiment af forskellige maskiner, der kan klare mange forskellige opgaver, der dækker behovet hos de mange forskellige kunder, som entreprenøren har.

- Jeg har lige fået en Case IH Puma 165. Den kører vi tit og sprøjter med, blandt andet hos en kunde, der har juletræer. Men derudover har jeg en jordvogn, som også er i brug i ny og næ, fortæller Enno Højgaard og fortsætter:

- Jeg har også en gummiged, som bliver lejet ud til Femern-projektet, og så min dumper, som jeg vel kører i op mod 70 procent af tiden. Men lige nu gør jeg mest i vejudlægning. Det har jeg vel lavet de sidste par måneder. Og det regner jeg egentlig med, at vi også kommer til at arbejde videre med de nogle uger frem.

Læs også