Fynsk gartneri nytænker salat gennem trecifret millioninvestering

Som de første i landet vil det odenseanske gartneri Alfred Pedersen & Søn gå all-in på produktionen af lokalproduktion af miljøvenlige kvalitetssalater. Det sker gennem et nyt, sofistikeret anlæg til en værdi af 220 millioner kroner. Et anlæg, der ifølge gartneriet skulle være meget mere bæredygtigt end vertikalt landbrug.

I Bellinge ved Odense er en grøn investering ved at tage form.

Skandinaviens største producent af konventionelle og økologiske væksthusgrøntsager, Alfred Pedersen & Søn, er nemlig i gang med at opføre et helt nyt forretningsben til sin omfattende produktion, der skal stå færdig i marts 2023.

Med en stor økonomisk satsning til 220 millioner kroner til at lave »ready-to-eat-salater« til danskerne er gartneriet klar til at indtage markedet med bedre salater, der kan produceres året rundt, med bedre holdbarhed, med mere smag og med et klimaaftryk, som er så minimalt som overhovedet muligt.

- Vi kommer til at producere verdens måske mest miljøvenlige convenience-salater i vores produktion i Bellinge. Det er i sig selv en milepæl og et sigtepunkt for os. Samtidig giver vores unikke produktion mulighed for at kombinere miljøhensynet med at lave nogle produkter af allerhøjeste kvalitet til danskerne og til en fornuftig pris året rundt, fortæller adm. direktør Mads Ulrik Pedersen og fortsætter:

- Vi har i samarbejde med nogle af verdens førende eksperter udviklet et helt nyt produktionsanlæg, som er det første af sin slags i Europa og det nyeste og mest moderne, der findes. Så vi vil retænke den danske salat, når det kommer til det miljømæssige aftryk af produktionen, kvaliteten og smagen.

Ideen til det nye anlæg fik Mads Ulrik Pedersen under et studiebesøg i USA og blev inspireret af det såkaldte »moving gutter system«.

Om Alfred Pedersen & Søn A/S

Alfred Pedersen & Søn er den største skandinaviske producent af både konventionelle og økologiske væksthusgrøntsager som tomater, pebre og agurker.

Produktionen vil fra foråret 2023 også inkludere en ny satsning på convenience-salater.

Grøntsagerne produceres i højteknologiske væksthuse på Fyn og i Trelleborg i Sverige, og til sammen råder virksomheden over mere end 350.000 kvadratmeter væksthuse.

Alfred Pedersen & Søn har hovedsæde i Bellinge ved Odense og beskæftiger i dag 350 medarbejdere. Gartneriet blev grundlagt i 1948 af Kathrine & Alfred Pedersen.

I dag er Kathrine & Alfreds søn Mads Ulrik Pedersen både direktør og ejer.

Vinder på bæredygtigheden

I forhold til hvordan salaten ellers produceres herhjemme, er der miljø- og bæredygtighedsmæssigt nogle gevinster for gartneriet at trække på.

Hos Alfred Pedersen & Søn vil vandforbruget være 95 procent mindre, end man kender det i frilandsproduktion. Vandforbruget vil derudover udelukkende komme fra opsamlet regnvand fra de store glasarealer.

Men at man også kunne gøre det mere effektivt end ved vertikalt landbrug. Elforbruget vil, sammenlignet med dyrkningsformen i lagerhallerne, kunne reduceres med mere end 70 procent.

- Det er nogle af de samme produkter som i vertikalt landbrug, men det der adskiller os er, at vi bruger sollyset som energikilde og ikke LED-lamper. Vi bruger kun suppleringslys, når det er allermørkest – resten af året får produktionen naturlig ventilation og sollys. Det er den store forskel, forklarer direktøren.

Han supplerer med, at man om vinteren vil bruge varme fra affaldsforbrænding fra Fjernvarme Odense og dermed sikre at holde samme klima og samme betingelser for produkterne hele året rundt.

Produktionen er samtidig »semi-closed«, så der er ikke adgang til væksthusene for insekter og derfor ingen brug af pesticider.

- Hele holdbarhedsparadigmet er jo kommet for at blive, og det, vi har tænkt ind i det her fra dag ét, er at lave det så holdbart som muligt indenfor væksthuse, tilføjer han.

High risk, high reward

Overfor avisen fortæller direktøren, at der med de 220 millioner kroner i den grad er tale om en højrisikoinvestering, da det er mange penge at smide ind i et helt nyt marked for gartneriet.

- Men det, der giver os tryghed i maven, er, at man flere steder ser, at udendørsproduktion søger indenfor, fordi folk gerne vil have mere lokalproducerede varer og sikre sig en stabil, ren vare året rundt. Og det vil vi kunne med vores nye anlæg, forklarer han.

Mads Ulrik Pedersen mener, at særligt foodservice-branchen – både detail og convenience – kan få glæde af de nye produkter, da der er tale om produkter, der kan anvendes direkte fra posen uden brug for skyl af salaten.

Og det er særligt en type produkter, at Alfreds Pedersen & Søn forsøger at tage kampen op med.

- Vi har ingen ambitioner eller håb om at erstatte dansk frilandsgrøn, da vi forbliver så små, at vi satser på at blive et supplement. Det, vi håber på, er at erstatte meget af alt den import, der findes, specielt om vinteren. Det er det, vi primært går efter, lyder det fra Mads Ulrik Pedersen.

Den umiddelbart største udfordring for det fynske gartneri bliver imidlertid at skulle fortælle forbrugeren og køkkenchefen, hvordan de nye produkter adskiller sig, fra det man ellers kender.

Alfred Pedersen & Søn opstarter sin salatproduktion d. 1. marts 2023, og de første produkter kan høstes omkring d. 1. april 2023.

Læs også