Arla sender ekstra penge ud oven på rekordregnskab

Arla har øget aconto-mælkeprisen til landmændene, som oplever store prisstigninger på foder, gødning og brændstof.

Voksende inflation og usikkerhed har præget den globale forsyningskæde for mejeriprodukter i første halvår af 2022. Alligevel er det lykkedes Arla at præstere en rekordomsætning i sit halvårsregnskab for 2022. 

Arla-koncernens samlede omsætning nåede 6,38 milliarder (47,5 milliarder kroner) euro i første halvår 2022 (en stigning på 17 procent sammenlignet med 5,44 milliarder euro (40,5 milliarder kroner) i første halvår 2021), hvilket næsten udelukkende skyldes betydelige prisstigninger i Arlas detail- og foodservice-forretning samt råvarehandel, oplyser Arla.

Den volumendrevede salgsvækst faldt som forventet til -0,1 procent. Arla-indtjeningen – som måler den værdi, Arla skaber pr. kg ejermælk – var 49,6 eurocent. Resultatandelen var på tre procent, og Arla vil nu udbetale sin første halvårlige efterbetaling til andelshaverne på en eurocent pr. kg mælk baseret på mælkeindvejningen i første halvdel af 2022.

Arlas gennemsnitlige aconto-mælkepris til andelshaverne steg med 30,9 procent i første halvdel af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021 og fortsatte med at stige hen over sommeren. På grund af betydelige og fortsat stigende omkostninger på gårdene samt usikkerheden skabt af de nuværende globale markedsforhold har den højere mælkepris dog endnu ikke medført en stigning i mælkeproduktionen, oplyser Arla.

Inflationspres

Arlas mælkemængde faldt til 6,8 milliarder kg sammenlignet med 7,0 milliarder kg i samme periode sidste år.

- Det er en ekstraordinær tid, både for vores andelshavere og for virksomheden, da såvel fødevareindustrien som landbruget i høj grad er eksponeret for inflationspresset. Det glæder mig, at vi har kunnet løfte aconto-mælkeprisen for vores landmænd og derved hjælpe dem med deres øgede produktionsomkostninger. Vi er nu også i stand til at levere vores første halvårlige efterbetaling nogensinde som en støtte til blandt andet fremtidige investeringer i bæredygtighedstiltag på gårdene, udtaler CEO for Arla Foods Peder Tuborgh.

Arla-brandet fastholdt niveauet med et fald i den volumendrevede salgsvækst på -0,1 procent og leverede en omsætning på 1.775 millioner euro (13,2 milliarder kroner). Lurpak leverede en omsætning på 347 millioner euro (2,6 milliarder kroner), mens den volumendrevede salgsvækst faldt med -5,9 procent. Starbucks overgik igen forventningerne med en volumendrevet salgsvækst 19,5 procent drevet af voksende forbrug i hjemmet og på farten samt nye markedsmuligheder.

- Ruslands invasion af Ukraine har ud over de humanitære konsekvenser medført et betydeligt pres på globale markeder, forsyningskæder og virksomheder. Det har været medvirkende til en accelererende inflation for vores og mange andre industrier. Samtidig har den nuværende globale udbudsknaphed på mælk resulteret i en markedssituation, hvor råvaremarkedet lagde markant pres på vores detailproduktsmarginer i første halvdel af 2022, siger CFO i Arla Foods Torben Dahl Nyholm.

Over niveau

Arlas foodservice-forretning fortsatte sin positive udvikling i både Europa og internationalt og er nu over niveauet fra før coronakrisen. Den volumendrevede salgsvækst var 19 procent, hovedsageligt drevet af det danske og britiske marked og af Arla Pro og Lurpak.

I Arlas europæiske og britiske forretningssegment steg omsætningen til 3.535 millioner euro (26,3 milliarder kroner) sammenlignet med 3.199 millioner euro (23,8 milliarder kroner) i samme periode sidste år. Arla fastholdt sin konkurrenceevne, på trods af at den volumendrevede salgsvækst faldt med -2,1 procent som følge af de aktuelle markedsforhold.

I Arlas internationale forretningssegment vækstede omsætningen til 1.226 millioner euro (9,2 milliarder kroner) sammenlignet med 1.037 millioner euro (7,7 milliarder kroner) i samme periode sidste år, og den volumendrevede salgsvækst i strategiske brands var 3,8 procent, hovedsageligt fra markeder som Mellemøsten og Nordafrika, Sydøstasien og Rest of World (RoW).

Arla Foods Ingredients (AFI) oplevede fortsat stor efterspørgsel på specialiserede valleprotein- og laktoseprodukter og leverede et robust resultat i første halvår. Omsætningen endte på 460 millioner euro (3,4 milliarder kroner) sammenlignet med 387 millioner euro (2,9 milliarder kroner) i samme periode sidste år.

Yderligere fald i produktion

I lyset af det aktuelle inflationspres og den politiske uro, der påvirker den globale vækst negativt, forventer Arla, at andet halvår af 2022 bliver endnu mere udfordrende, da den globale mælkeproduktion forventes at falde yderligere. Dette vil bidrage til vedvarende høje priser på mejeriprodukter, hvilket sandsynligvis vil påvirke forbrugernes købekraft yderligere.

- 2022 er fortsat præget af volatilitet og inflation, hvilket forværres af Ruslands invasion af Ukraine. Forbrugernes adfærd er fortsat påvirket på mange parametre og er vanskelig at forudsige, og vi forventer, at den volumendrevede salgsvækst for vores brandede produkter vil aftage yderligere. Som andelsselskab er vores prioritet fortsat at kunne udbetale anden rate af vores planlagte helårsefterbetaling på i alt mindst 1,5 eurocent pr. kilo mælk til vores andelshavere, siger Peder Tuborgh.

Arla justerer sine forventninger til omsætningen for hele 2022 til mellem 13,5 og 14,0 milliarder euro (100-104 milliarder kroner) og til den volumendrevede salgsvækst til mellem -2,0 og -3.0 procent. Gearingen ved årets udgang anslås til 2,7-3,1 og nettoresultatandelen til 2,8-3,0 procent.

Læs også