DI's råd: - Hop med på e-eksport-toget

Danmark eksporterer varer og tjenester for over 1.500 milliarder kroner om året. Men når gælder e-eksport, hænger Danmark i bremsen, fordi der er et potentiale for vækst, som ikke udnyttes til fulde, lyder vurderingen fra Dansk Industri.

Online markedspladser er, når virksomheders produkter bliver listet og tilgængelige på en platform, hvis berettigelse er evnen til at kunne tiltrække kunder.

Nu viser nye tal fra Danmarks Statistik, at kun 6 procent af de danske virksomheder udnytter det verdensomspændende markedspotentiale i e-eksport – og det tal er gået tilbage fra 7 procent til 6 procent fra 2021 til 2022.

Det skriver Dansk Industri.

Overordnet set er Danmark gået lidt frem og tilbage de seneste fem år, hvor brugen af online markedspladser til eksport var på sit højeste i 2020 med 8 procent.

Hop på toget - inden det er kørt

Dansk Industri afholder den 29. november E-eksportdagen 2022, hvor programmet består af oplæg, som er relevante for netop onlinesalg på tværs af landegrænser. Programmet kan ses her.

- Det er meget afgørende, at Danmark tilslutter sig tendensen med online-markedspladser, fordi der er ingen, der forventer, at verden kommer til at handle mindre online. Når handel på de store eksportmarkeder i stigende grad konsolideres på de store markedspladser, så står danske virksomheder tilbage på perronen, hvis vi ikke spiller os selv på banen, der hvor ordene vindes, siger Mie Bilberg, der er chefkonsulent hos Dansk Industri og fortsætter:

- Salg via e-commerce er i høj grad drevet af teknologi og smarte features, som giver konkurrencefordel, det mestres. Jo længere tid danske virksomheder venter på at komme ombord, desto større bliver afstanden til dem, der er stået på toget og har fået gang i deres læringskurve med at sælge online og gennem smart teknologi.

Potentiale for SMV

Det er særligt danske små og mellemstore virksomheder med mellem 10 og 49 medarbejdere, der halter bagud når det gælder udnyttelsen af online markedspladser.

- Der er for mange danske virksomheder, der ikke udnytter mulighederne, men dem der gør – som for eksempel danske NUPO og Australian Bodycare, de ansætter gerne folk til at drive salget eller hyrer lokale aktører, som er eksperter i for eksempel Amazon eller Alibaba, forklarer Mie Bilberg og fortsætter:

- Det kræver et helhjertet forsøg at få succes. Også på den salgskanal. Salget sker ikke af sig selv, ligesom det aldrig gør - uanset hvilken en salgskanal, man benytter. Det skal man bare lige huske. Det er ikke nok blot at være listet der, der skal investeres i marketing og laves online salgsarbejde.

Salg på online markedspladser vokser i alle retninger på flere eksportmarkeder. Handelspladser for niche-segmenter skyder frem og investorer er villige til at sende mange penge i den retning.

Vinder frem i USA

Markedspladserne er ikke kun for de store virksomheder. Der er også en mulighed for de mellemstore - og det er i høj grad en mulighed for de mindre.
 
Et studie fra en amerikansk handels-brancheforening, The Connected Commerce Council i Washington D.C, fortæller, at 64 procent af de amerikanske virksomheder med mellem 10-500 ansatte benytter sig af en eller flere online markedspladser.

59 procent af dem udnytter muligheden med henblik på at få adgang til nye markeder samt at reducere lagerbeholdning og omkostninger. 47 procent gør det med den hensigt, at de kan skalere hurtigere. 46 procent oplever, at det giver dem lettere adgang til nye kunder.

- Online markedspladser vinder markedsandel på de store eksportmarkeder. For eksempel i USA, som er Danmarks største eksportmarked, er det den andel af alt onlinesalg, der vækster mest - med 7,2 gange højere vækstrater end eksempelvis webshopsalg, siger Mie Bilberg.

- I både Storbritannien og USA, som hører til verdens største e-commerce markeder, ser vi, at forbrugerne er meget glade for onlinemarkedspladser og i stigende grad handler her. Den tendens ser vi er smittet af på B2B salget i selvsamme markeder, og i USA er der for eksempel på bare tre år kommet dobbelt så mange store B2B markedspladser i alle afskygninger - og ikke længere kun i multistore versioner som Amazon, men i høj grad også som vertikale markedspladser som for eksempel Satair, der kun handler med flyreservedele, fortsætter hun.

Udnyt momentum

Danmark er – i følge Dansk Industri –  verdens mest digitaliserede land, så der er mere at hente for de danske virksomheder, når det handler om at få flyttet salget over landets grænse.

- USA er som sagt Danmarks største eksportmarked, og USA har verdens næststørste e-commerce marked. B2B e-commerce markedet er anslået til at nå 1,8 billioner US dollars i 2023 og udgøre 17 procent af det samlede B2B salg. Alene på baggrund af det marked vil jeg mene, at vi kan tillade os at sige at potentialet er stort, siger Mie Bilberg og understreger:

- Forventningen er, at det vokser. Men Danmark skal til at tænke online først, også når det gælder eksportsalg. Indkøberne fortæller, at de finder nye leverandører, og virksomhederne finder nye markeder. For indkøberne gælder det desuden, at hele 47 procent tilkendegiver, at de har købt mere eller betydeligt mere på onlinemarkedspladser efter Covid-19. Med andre ord – danske virksomheder kan have en interesse i at komme i gang, både for at sikre nye markeder, men også for at undgå at blive hægtet af. Der er ganske enkelt et vækstpotentiale, som vi endnu ikke udnytter godt nok.

Der er naturligvis brancher, hvor online markedspladser fremstår som en mere oplagt mulighed, men der er rige muligheder i stort set alle brancher for, at produkter kan eksporteres gennem online markedspladser.

- Det lyder sig, at der er en markedsplads for alt. Men de 12 hurtigst voksende kategorier, ifølge verdens største B2B e-commerce markedsplads, Alibaba, er en bred skare af produkter af den slags, der indgår i det løbende forbrug både B2B og B2C. Det gælder blandt andet fødevarer som kartofler, majs, korn og drikkevarer. Men også eksempelvis møbler og beklædning samt ingredienser og dele, der indgår i produktionen - som eksempelvis maskinreservedele, siger hun.

Større analyse

Udviklingen inden for online markedspladser er fremlagt i en analyse, som er foretaget af Dansk industri, der har benyttet sig af data fra Danmarks statistik til at gøre status på, hvordan vi kan sikre os en fordelagtig position på eksportområdet.

I hovedkonklusionerne fremgår det  – udover at Danmark har grobund for kraftig forbedring for brugen af online-markedspladser – at 36 procent af danske virksomheder har onlinesalg, og at det udgør 24 procent af virksomhedernes samlede omsætning.

Andelen har været stigende i mange år, men i 2022 er der for første gang et fald i virksomhedernes omsætning fra onlinesalg.

Samtidig er det sådan, at jo større en virksomhed er, desto mere sandsynligt er det, at virksomheden har onlinesalg. Det kan være på tværs af online salgskanaler, både for EDI-salg, websalg og salg gennem online markedspladser.

Størstedelen af engros- og detailvirksomhederne har online salg i Danmark, henholdsvis 64 procent og 70 procent. Bygge og anlæg ligger i bunden med 12 procent.

Læs også