Danbred udpeger ny topchef

Genetikselskabet DanBred har udnævnt Torben Aarris som ny CEO. Han får følgeskab af Christen Steffensen, der bliver ny CFO. Sammen skal de stå i spidsen for DanBreds igangværende turnaround.

49-årige Torben Aarris bliver ny adm. direktør i genetikselskabet DanBred. Han skifter fra en stilling som adm. direktør i Them Andelsmejeri, hvor han med et fokus på afsætning og virksomhedsledelse har stået i spidsen for selskabets turnaround. Det oplyser DanBred i en pressemeddelelse. 

Forinden stod Torben Aarris i en årrække i spidsen for RPC Promens-koncernens nordiske emballagedivision. Han tiltræder sit nye job den 1.6. 2023.

I samme ombæring er Christen Steffensen ansat som DanBreds nye finansdirektør og overtager jobbet den 20.3. 2023. Han har en lang karriere i ind- og udland bag sig, blandt andet som finansdirektør hos Hamlet Protein og Vice President Finance i Chr. Hansen, og hans passion for at forstå komplekse værdikæder samt dybe forståelse for IT gør ham til et godt match med Torben Aarris og selskabet.

- Jeg er glad for, at vi nu har DanBreds nye ledelseshold på plads. Begge profiler har stor ledelseserfaring samt stærk kommerciel baggrund, hvilket kombineret med den fagligt særdeles kompetente organisation vi allerede har i Danbred i dag, giver gode forudsætninger for at udvikle selskabets styrkepositioner, siger Truels Damsgaard, bestyrelsesformand i DanBred.

Udfordrende år

Torben Aarris afløser Claus Fertin, der i januar annoncerede, at han træder tilbage fra posten som adm. direktør for Danbred.

- Jeg er glad for muligheden for at komme til DanBred, der er et professionelt og videnstungt selskab, som der samtidig er store muligheder for at udvikle til en endnu større global aktør, siger Torben Aarris.

Udnævnelsen af det nye ledelsesteam sker i kølvandet på et udfordrende 2022, hvor exit fra Rusland, høje fragtpriser og en udfordret grisebranche i mange lande har sat sine spor.

Derfor er der nu sat gang i en turnaround i selskabet, og allerede nu ser 2023 ud til at blive et markant bedre år.

- Med denne tilføjelse får vi en ledelse med international ballast, hvilket giver et godt udgangspunkt for at forløse DanBreds potentiale som førende genetik-leverandør på det globale marked, siger Truels Damsgaard.

Læs også