Forekomsten af solceller som energikilde er størst i Jylland, hvor store anlæg trækker den samlede kapacitet op. På husholdningsniveau er det også i det jyske og på øerne, flest har solpaneler på taget.
Der er størst sandsynlighed for, at man ser solceller på tagene eller i terrænet, hvis man er i Jylland. Det er nemlig her både flest husholdninger har små anlæg, og hvor der er de største industrielle anlæg, som omsætter solens stråler til strøm.
Tjen flere penge med grøn samvittighed
Det oplyser Danmarks Statistik.
Den største kapacitet til at omdanne sol til energi er i Aabenraa kommune, hvor store anlæg samlet har en maksimal kapacitet på cirka 300 MW elektricitet. Det vil sige, at disse anlæg kan generere op til 300 MW strøm i timen, når solen skinner.
Til sammenligning bruges der cirka 5.000 MW i timen på en almindelig hverdag i Danmark.
Også i hver af kommunerne Vejle, Holstebro, Faxe og Lolland er der store anlæg, der samlet kan generere en høj produktion af energi på over 100 MW i timen fra solceller. Et enkelt anlæg til 100 MW fylder cirka en kvadratkilometer.
Firma målretter solceller mod landbruget
Fylder mere og mere
I alt er der 75 store anlæg i Danmark. Store anlæg er anlæg, der under optimale betingelser kan producere mere end 1 MW strøm i timen.
- Mange husholdninger har haft mindre anlæg i mange år, men det er nyt, at vi er begyndt at se de meget store industrielle anlæg i Danmark. De kommer højst sandsynligt til at fylde mere og mere i fremtiden i takt med den grønne omstilling og regeringens planer om øget produktion af el fra solceller og vindmøller, siger Ole Olsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.
Små anlæg står for cirka 20 procent af kapaciteten i Danmark, de mellemstore for cirka 10 procent og de store for cirka 70 procent.
- Det er nyt, at vi er begyndt at se de meget store industrielle anlæg i Danmark. De kommer højst sandsynligt til at fylde mere og mere i fremtiden
Ole Olsen, specialkonsulent, Danmarks Statistik
Vindenergi er større
Trods stigningen i kapaciteten fra solceller kommer der i Danmark generelt mere strøm fra vindenergi end fra solenergi. I 2022 leverede solcellerne 6 procent af Danmarks samlede nettoproduktion af strøm. Til sammenligning leverede vindmøller 56 procent.
Alligevel er der sket en stor stigning i produktionen af solenergi over de seneste år. I 2012 kom kun 0,4 procent af vores strømproduktion fra solceller.
Regnes der i samlet kapacitet, havde vindmøllerne i 2022 en kapacitet på cirka 7.000 MW, mens kapaciteten fra solceller var cirka 2.700 MW. Kapaciteten er udtryk for, hvor meget strøm der maksimalt kan produceres pr. time.
- I forhold til kapaciteten er der mulighed for højere produktion fra vindmøller end fra solceller, da vindmøller kan producere i flere af døgnets timer, end solceller kan. Solcellerne vil imidlertid ofte kunne levere strøm, når vindmøllerne ikke kan, og derfor kan vindmøller og solceller være en god kombination. Solcellerne er også interessante, da de producerer strøm i dagtimerne, hvor virksomhederne typisk har et stort forbrug, siger Ole Olsen.
Danmarks Statistik oplyser, at tallene i pressemeddelelsen stammer fra Energistyrelsen og Plandata.