Børsnoteret udlandslandbrug vil fordoble sin trecifrede millionomsætning

FirstFarms har sat sig som mål at fordoble koncernens omsætning fra de nuværende 375 millioner kroner til 750 millioner kroner i 2028.

Det store, børsnoterede udlandslandbrug FirstFarms har sat sig som mål at fordoble koncernens omsætning til 750 millioner kroner i 2028. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Målet er sat i forbindelse med udviklingen af en ny strategi, der skal sikre FirstFarms’ vækstrejse frem mod 2028. Fordoblingen i omsætningen skal primært ske ved organisk vækst. Sekundært ved opkøb.

I perioden skal rentabiliteten også styrkes fra et EBITDA på 120 millioner kroner til mere end 240 millioner kroner. EBITDA vil derfor stige relativt mere end omsætningen.

Fokusområder

De næste fem år vil FirstFarms først og fremmest eksekvere indenfor fire såkaldte definerede fokusområder; »Continuous growth«, »Next level farming«, »The sustainability journey«, og »People & Culture«.

- Eksekvering vil være vores mantra de kommende år. Vi har opbygget en stærk forretningsmodel med en gennemprøvet og ansvarlig fordeling af vores risici. Det har skabt det solide, sunde økonomiske fundament og den organisation, der skal til for at vi kan indfri vores målsætning om 100 procent vækst i omsætningen på fem år, siger Anders H. Nørgaard, adm. direktør i FirstFarms.

Firstfarms er til stede i flere østeuropæiske lande så som Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien. Produktionen udgøres af 2.500 køer og 2.600 ungdyr. Dertil har koncernen 4.800 søer, der producerer 165.000 smågrise og 100.000 slagtegrise om året. Firmaet ejer 11.100 hektar og driver 21.900 hektar.

Læs også