Semler Agro køber de resterende 49 procent i Herborg Maskinforretning og overtager dermed det fulde ejerskab.
Danmarks største maskinforretning, Semler Agro, opkøber de resterende 49 procent af Herborg Maskinforretning og får dermed det fulde ejerskab over virksomheden.
Semler Agro købte 51 procent af Herborg Maskinforretning i 2019 og har siden været gennem en vellykket integration. Det fulde opkøb trådte officielt i kraft den 1. januar 2024.
Ifølge Semler Agros direktør konsoliderer de forretningen og cementerer dermed strategien for salg og service af John Deere-landbrugsmaskiner samt mærkets have-, park- og golfudstyr i Danmark.
- Vi har brugt de seneste år på at integrere Herborg Maskinforretning i vores organisation, som har været en afgørende del af vores strategi, og vi er glade for at have nået frem til en aftale, som alle parter er enige i. Det fulde ejerskab er det rigtige skridt for alle, og vi kan nu fortsætte integrationen samt yderligere udvikle og ensarte vores koncepter,” siger Lars Beck, adm. direktør i Semler Agro.
Et naturligt skridt for begge parter
Ifølge direktøren vil opkøbet sikre integrationen af nye digitale løsninger, som skal være med til at fremtidssikre Semler Agros kunder og dermed styrke koncernens position på markedet.
- Planen er at kombinere det bedste fra begge forretninger med Semler Agros fokus på digitale løsninger og Herborgs tradition for stærke én til én-relationer. De er en af landets bedst drevne maskinforretninger med en stærk lokal tilstedeværelse. Det vil vi holde fast i, men med en mere digitaliseret og datadreven opsætning, som kunderne og markedet efterspørger i stigende grad, siger Lars Beck.
Tidligere direktør og medindehaver af Herborg Maskinforretning, Keld Andersen, er glad for den nye aftale og for samarbejdet siden 2019.
Det har været den rigtige beslutning fra start, så den nye aftale er et naturligt næste skridt. Vi har været en del af Semler Agro i snart fem år, og jeg er sikker på, at forretningen fortsat vil udvikle sig positivt med det nye ejerskab til glæde for både vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere,” siger Keld Andersen.
På forkant med udviklingen
Opkøbet indgår i Semler Agros overordnede strategi om løbende at udvikle forretningen og styrke digitale produkter og services.
- I takt med at landbruget undergår en større transformation, stiller kunderne også nye krav til løsninger, der styrker deres forretning i dag såvel som i fremtiden. Derfor investerer vi massivt i nye digitale løsninger, som skal sikre, at Semler Agro fortsat er den foretrukne leverandør til moderne og effektiv landbrug i Danmark,” siger Lars Beck.
Som følge af konsolideringen fratræder Lars Henrik Hansen og Jakob Pedersen efter eget ønske deres lederroller i Herborg Maskinforretning. Alle øvrige medarbejdere i Herborg Maskinforretning fortsætter i deres nuværende job. Den resterende del af de tidligere medejere fortsætter i ledende stillinger i den nye organisering.
Semler Agro klar med ny salgsstruktur