EDC vinder udbud om mæglerydelser på minkerhverv

EDC Erhverv Poul Erik Bech har vundet Finansiel Stabilitets udbud på ejen­doms­mæg­le­ry­del­ser og skal således formidle salg af ejendomme, som staten overtager fra mink­føl­ge­er­hverv.

Den offentligt ejede virksomhed Finansiel Stabilitet har udpeget ejendomsmægleren EDC Erhverv Poul Erik Bech til at stå for håndteringen af ejendomsmæglerydelser på de ejendomme, som staten overtager fra minkfølgeerhverv. Det skriver EDC i en pressemeddelelse.

Ejendomsmæglerforretningen skal således formidle salg og/eller udlejning af ejendomme, som staten overtager fra minkfølgeerhverv.

- Vi har netop vundet udbuddet fra Finansiel Stabilitet og skal bistå med at formidle salgene og/eller udlejning af ejendomme og aktiver fra følgeerhverv til min­kvirk­som­he­der. Det er altså ikke selve minkfarmene, vi skal hjælpe med at finde købere eller lejere til, men derimod den del af minkerhvervet, der forestod andre opgaver i branchen. Det er en stor og betydelig national opgave, selvom omfanget af ejen­doms­mæg­le­ry­del­ser endnu ikke er præcist kendt. Den type opgave ligger rigtig godt til vores virksomhed, fordi vi er landsdækkende med 19 erhvervscentre, en land­brugs­af­de­ling samt 80 boligbutikker med flere end 600 medarbejdere, udtaler Poul Erik Bech.

I ud­buds­ma­te­ri­a­let skriver Finansiel Stabilitet, at der overordnet er tale om en bred portefølje af aktiver, herunder minkskind, minkbure, varelagre, vogn- og maskinparker, fast ejendom og inventar. Aktiverne overtages med henblik på videresalg eller bortskaffelse/nedrivning.

- Overordnet forventes det, at Finansiel Stabilitet vil overtage aktiver fra mink­føl­ge­er­hverv, hvoraf hovedparten forventes at være beliggende i Jylland. Det bliver en stor opgave, vi kommer til at arbejde med over de kommende to-tre år. Vi har arbejdet på udbuddet i et længere stykke tid, så vi glæder os til at blive mere konkrete i den kommende tid, udtaler Henrik Frost Sørensen, partner og erhvervsdirektør i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Læs også