Den nordfynske virksomhed Emmelev A/S, der specialiserer sig i biobrændsel, rapsolie og -kager, udvider forretningen og satser på rapsproteiningredienser til fødevarer i et nyt partnerskab med den sydjyske ingrediensvirksomhed Ferm Food ApS, der skal opkvalificere rapskager fra foder til fødevarer.
Der bliver i mange virksomheder i fødevareklyngen kigget mod den helt rette sammensætning af råvarer til plantebaserede fødevarer.
En markedsfremskrivning fra Københavns Universitet konkluderede sidste år, at sektoren for proteinrige plantebaserede fødevarer kan forvente en vækst på mellem 4 og 11 procent årligt frem mod 2030 i Danmark og såvel som nærmarkederne.
Og nu melder den nordfynske virksomhed Emmelev sig også ind i kampen. Virksomhedens nyeste selskab, NordFyns Planteprotein, har fra årsskiftet købt 25 procent af den danske fødevareingrediensvirksomhed Ferm Food ApS, der har udviklet en særlig fermenteringsteknologi til fremstilling af fødevareingredienser fra planter og korn.
Emmelev-ejer forventer mere afdæmpede resultater oven på rekordår
Partnerskabet er indgået efter en længere testfase, hvor parterne i et tæt samarbejde har kørt fermenteringstest med formålet om at forløse fødevarepotentialet i raps.
- Beslutningen om at satse på rapsprotein til fødevarer igangsatte en undersøgelse af processer på markedet, og vores valg er faldet på Ferm Foods. Deres fermenteringsteknologi har vist sig at være yderst effektiv og konkurrencedygtig, og teamet kommer med en viden, der er afgørende for vores målsætning om at gøre raps egnet som fødevare, fortæller Morten Simonsen, medejer af Emmelev og NordFyns Planteprotein, i en pressemeddelelse.
Bitterheden bekæmpes
Efter rapsolien er presset, er rapskagen tilbage. Og det er denne del af rapsen, Emmelev vil kunne bruge til at levere nye sunde, danske fødevareingredienser i samarbejde med Ferm Food.
- Raps er naturligt rig på protein, kostfibre, mineraler og vitaminer og har gode dyrkningsbetingelser i Danmark. Derfor er det ideelt at udnytte rapsen til fødevarer. Med mælkesyrefermentering kan vi nedbryde de bitre stoffer og gøre rapsen velegnet til konsum, forklarer Ferm Foods grundlægger Jens Legarth.
Fermenteringsprocessen er afgørende for at gøre rapsen spiselig. Ved at fermentere rapskagen med mælkesyrebakterier kan de bitre såkaldte »glukosinolater« reduceres til et så lavt niveau, at de ikke længere kan påvises i laboratoriet. Derudover kan fermenteret rapskage naturligt forlænge holdbarheden på de brød-, plante- og kødprodukter, den anvendes i og dermed reducere madspild uden brug af tilsætningsstoffer.
Fermenterede afgrøder kan blive booster til den plantebaserede fødevareproduktion
Kan blive efterspurgt
Ifølge Jens Legarth har særligt raps et stort potentiale til fødevareproduktion, og netop derfor kan Emmelev bidrage til Ferm Foods videre udvikling:
- Rapsprotein har en fordelagtig aminosyresammensætning med et højt indhold af svovlholdige aminosyrer. Hvor planteproteiner baseret på bælgfrugter er fattige på aminosyren methionin, kan rapskagen supplere bælgfrugter med sin høje koncentration af methionin, tryptofan og threonin og således sørge for, at forbrugerne får dækket deres komplette proteinbehov gennem planteprodukter, siger han.
Den strategiske beslutning om at indgå i et partnerskab bringer dermed nye muligheder med sig og understøtter målsætningen om at gøre rapskager til reelle fødevarer til menneskeligt konsum.
- Vi ser frem til det nyetablerede partnerskab og til at udvikle på det nye forretningsben, hvor hovedfokus er at skabe nye, sunde fødevareingredienser af høj kvalitet og bidrage til en mere bæredygtig fødevareindustri, tilføjer Morten Simonsen.
Sidste år udmundede et samarbejde mellem Ferm Food og fødevaregiganten Orkla sig til en serie af fødevarer lavet på fermenteret rug.