Endnu en stor svineproducent skifter Danish Crown ud med nyt slagteri

En af landets største svineproducent, Esper Goul Jensen, vælger nu at skifte Danish Crown ud med konkurrenten Tican. Det skriver Agriwatch.

Esper Goul Jensen har ifølge mediet omkring 8.500 søer i området omkring nordvestjyske Salling og skal fremover leverere 200.000 slagtesvin til Tican. Årsagen er, at Danish Crown ifølge Esper Goul Jensen ikke gør nok for at forbedre sin konkurrenceevne, og dermed sin notering.

- Jeg synes ikke, at Danish Crown rykker hårdt nok i håndtagene. Jeg synes, de er for langsomme i bestyrelsen til at gøre det, der skal til. Jeg tror ikke, at de tør, siger landmanden til mediet.

Esper Goul Jensen følger dermed i fodsporene på en anden stor svineproducent, Søren Rasmussen, der i februar meddelte, at han har skiftet det andelsejede slagteri ud med Danepork. Esper Goul Jensen vil fortsat levere søer til Danish Crown.

Jens Hansen, pressechef hos Danish Crown, fortæller til Agriwatch, at slagterikoncernen ikke vil kommentere på kritikken.

Læs også