Von der Leyen strækker hånden ud til landmænd efter protester

Kommissionsformand Ursula von der Leyens har sat gang initiativ, der skal modarbejde polarisering i landbrugspolitikken.

Foto: Daniel Barber Niels Lindberg Madsen tror, at forårets møder er en form for start på arbejdet med en fremtidig CAP-reform.

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor.

De seneste par måneder har begrebet »strategisk dialog« svævet lidt over landbrugspolitikken i EU, siden det blev nævnt første gang i september.

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, introducerede begrebet i sin State of the Union-tale som et instrument til at undgå polarisering på landbrugsområdet.

Og det blev af mange set som et forsøg på at imødekomme et landbrugserhverv, der har følt sig presset oven på den seneste tids EU-diskussioner om genopretningsplaner og ikke mindst de mange krav om miljø-, klima- og biodiversitetsvenlige omstillinger. Hvilket har ført til adskillige protester rundt om i Europa de seneste år med tyske prostester som det seneste eksempel.

Uvished

Og nu får vi så syn for sagn, for den såkaldte strategiske dialog starter torsdag. Og således vil det formentlig blive åbenbaret, hvad det betyder.

For hvad initiativet egentlig dækker over blev ikke nærmere konkretiseret i hverken talen eller de efterfølgende måneders optræden fra kommissionsformanden.

Men nu står det i hvert fald klart, at det kommer til at bestå af en række møder hen over foråret, som landbrugets store europæiske organisationer samt miljø-NGO’er er inviteret til.

Desuden er den tyske professor Peter Strohschneider blevet udpeget som dirigent for processen. Han har tidligere været i front for et lignende kommissionsarbejde i Tyskland, der bar navnet Landbrugets Fremtidskommission, der mundede ud i en rådgivende rapport i 2021.

En fremstrakt hånd

Men kommer der et lignende output fra denne europæiske dialog?

Det er stadig uvist ligesom meget andet omkring initiativet.

- Der er stadig en del, vi ikke ved. Men man kan i hvert fald sige, at det nok er Ursula von der Leyens forsøg på at strække en hånd ud til en landbrugssektor, der føler sig presset oven på mange grønne krav, lyder det fra Landbrug og Fødevarers EU-politiske chef, Niels Lindberg Madsen.

Så om der kommer en vision, et program eller en række forslag ud af den strategiske dialog, det er altså ikke til at vide.

- Der bliver øjensynligt tale om en række møder med organisationer, forskere og NGO’er. Men der er umiddelbart ikke meldt noget ud, om et egentligt output, som det skal ende med. Så om det er for at gyde olie på vandene i forhold til landbruget, eller om der er tanker om, at det skal bruges specifikt, det ved vi ikke helt. Men det er nok noget i den retning, lyder det fra Niels Lindberg Madsen.

Dialogen startes torsdag med et kick-off-møde, men hvor omfattende et program, der bliver for dialogen, det er umiddelbart ikke offentliggjort.

Disse spørgsmål skal besvares

Fire tematiske spørgsmål er blevet fremlagt af præsident Ursula von der Leyen forud for den strategiske dialog:

Hvordan kan vi give vores landmænd og de landsbysamfund, de bor i, en bedre fremtid, herunder en retfærdig levestandard?

Hvordan kan vi støtte landbruget inden for grænserne af vores planet og dens økosystem?

Hvordan kan vi gøre bedre brug af de enorme muligheder, som viden og teknologisk innovation tilbyder?

Hvordan kan vi fremme en lys og blomstrende fremtid for Europas fødevaresystem i en konkurrencepræget verden?

Kilde: Det Europæiske Råd.

Kig mod ny reform

Uanset om det skal munde ud i en rapport, eller om der blot er tale om dialog til fremtidig inspiration, så virker det ifølge den politiske chef som sandsynligt, at det arbejde, som Ursula von der Leyen nu har sat i gang, på sigt kommer til at påvirke den CAP-reform, som lurer ude i horisonten.

- Altså det kan næsten ikke undgås, at det kommer til at pege frem mod den kommende reform. For når vi til sommer har fået en ny kommission efter europa-parlamentetsvalget, så er der kun et år til, at man forventer kommissionens første udkast til den næste CAP-reform, så det bliver en af de første opgaver på listen, når de nye kommissærer er på plads.

- Så vi er efterhånden så tæt på, at det skulle da være mærkeligt, hvis ikke de drøftelser eller diskussioner, som man kommer til at have her i foråret, skulle komme til at påvirke hvad det er for et forslag til en ny CAP, der kommer på bordet, lyder det fra Niels Lindberg Madsen.

Det belgiske formandskab for EU har også i deres programtekst nedfældet, at de i foråret vil igangsætte en reflektion over, hvordan EU’s landbrugspolitik, CAP, skal se ud post-2027. Belgierne har formandskabet frem til sommer.

En lang proces

Den nuværende aftale for EU’s landbrugspolitik, der altså i daglig tale kaldes CAP, varer således til og med 2027. Aftalen er normalt færdig allersenest et år før ikrafttrædelsen, og da der normalt også bruges et par år på at forhandle, forventes det altså, at EU-Kommissionen kommer med første udkast i sommeren 2025.

Det er nemlig kommissionens opgave at komme med første udspil til en reform. Det udspil skal herefter behandles parallelt hos både Europa-Parlamentet og blandt medlemslandenes regeringer, inden man til sidst skal forsøge at finde frem til en aftale, der kan godkendes begge steder.

Til slut skal aftalen så implementeres i de enkelte medlemslandes lovgivning, inden reglerne for landbrugsstøtte så ville træde i kraft 2028. Derfor kræves det altså, at man er enige i Bruxelles i god tid før den nuværende reformperiodes udløb.

Sidste gang var man nødt til at udskyde reformeringen med et år, da Brexit forsinkede processen så meget, at man ikke ville kunne nå at få lovgivningen på plads rundt om i Europa.

Om det er Ursula von der Leyen, der kommer til at lede kommissionen på den anden side af sommerferien vil afhænge af, hvordan det store puslespil om EU's topposter lander til sommer. Men alt tyder på, at hun går efter at beholde posten i endnu en femårig periode.

Fokus på dialog

Dermed er håbet formentlig, at hun selv kan komme til at høste frugterne af den dialog om landbruget, som nu sættes i gang i de sidste måneder inden Europa-Parlamentsvalget i juni, der markerer den store skiftedag i EU, hvor både parlamentet og EU-kommissionen får nye ansigter.

Den stort anlagte strategiske dialog var altså en stor del af Ursula von der Leyens State of the Union-tale i september, hvor fokus især var på, at dialogen skulle modarbejde polarisering.

- Mange gør i dag en indsats for et mere bæredygtigt landbrug. Sammen med landbrugets mænd og kvinder skal vi tackle de nye udfordringer. Det er den eneste vej frem, hvis fødevareforsyningen også skal garanteres i fremtiden. Vi har brug for mere dialog og mindre polarisering. Derfor ønsker vi at indlede en strategisk dialog om landbrugets fremtid i EU. Jeg er af den faste overbevisning, at landbrug og naturbeskyttelse kan forenes. Vi har brug for begge dele, lød det således fra Ursula von der Leyen under talen den 17. september.

Læs også