For de fleste danskere er det dårligt nyt, at renterne stiger. Men for dem med variabelt forrentet lån kan det allerede om ganske kort tid ende med en stor og kontant ekstraregning på lånet.
Lige siden Rusland gik ind i Ukraine har danskerne oplevet en markant højere inflation end set i mange år. Og ifølge økonomirådgiver Kim Johansen fra VKST betyder det, at man fra centralbankernes side vil forsøge at kvæle de høje inflationstal med rentestigninger, som historisk set har været midlet til at nedbringe inflationen.
- Primo 2022 lå en Cibor6-rente på – 0,18 procent, og vi var så småt begyndt at vænne os til meget lave renter på finansieringerne, siger Kim Johansen, der er specialist i finansieringer, og forklarer derfor:
- Langt de fleste landmænd ligger i variabelt forrentede lån og vil opleve prisstigninger – også på denne del. Særligt de sidste par måneder har den korte rente, som mange landmænd har, rykket sig ganske betydeligt, og det gør, at terminerne i starten af de nye år vil være mangedoblet.
Konkurskikkerten er sat for øjet med grøn stær
Renteudgiften kan stige fra 0 til 125.000
I dag ligger et Cibor6-lån på 2,17 procent, og alle prognoser fra de store finanshuse forventer yderligere rentestigninger til et niveau på omkring 2,5 procent.
For en landmand med et lån på 5.000.000 kroner betyder det, at renteudgiften stiger fra omkring 0 kroner til cirka 125.000 kroner i 2023. Udover rentestigningen skal bidragssatsen også lægges til, og det er noget, institutterne vurderer løbende på, blandt andet på baggrund af nøgletallene i regnskabet.
- Det er noget af en meromkostning at skulle forholde sig til, når vi samtidig har en farlig cocktail af stigende energipriser, foderpriser og mange andre prisstigninger, siger økonomirådgiveren og påpeger:
- Det er min opfattelse, at langt de færreste landmænd har opdaget, hvor meget deres variable finansieringer kan påvirke deres regnskab, og de skal allerede nu begynde at tænke på de konsekvenser, det medfører.
Hvad skal man gøre?
Derfor mener Kim Johansen, at det er ekstremt vigtigt at have en strategi for finansieringen.
- Måske skal man låse renten fast for en kortere eller længere periode, eller måske skal finansieringen helt omlægges. Der er ingen generelle hovedregler, og derfor bør der tages afsæt i den enkelte bedrift, siger Kim Johansen.
Han oplever også, at bankerne tilbyder at koble finansielle instrumenter på lånene som fx renteswaps, hvilket ifølge Kim Johansen muligvis kan være en god ide, hvis man forstår konsekvenserne af det.
Ny stor nedtur på aktiemarkedet i USA i udsigt
Landmænd med fastforrentet lån kan få kursgevinst
Kim Johansen påpeger, at det dog ikke er alle landmænd, der skal frygte de stigende renter.
- Landmænd med fastforrentede lån kan glæde sig over en lav rente og muligheden for at opnå en skattefri kursgevinst, såfremt de omlægger, siger han, men påpeger yderligere:
- De skal dog ud at finansiere sig det dyrere, og det gør man typisk kun, hvis man igen forventer, at renten skal falde, hvilke alle er enige om bliver tilfældet – vi ved bare ikke, hvor meget.
Få en gennemgang af finansieringerne
Kim Johansen opfordrer alle landmænd – uanset om de har variabelt eller fastforrentet lån – til at få foretaget en gennemgang af finansieringen.
- Vi kan ikke få renterne til at gå i nul igen, men vi kan hjælpe med at overskue konsekvenserne af rentestigningerne og få afdækket risikoen og komme med en anbefaling møntet på den enkelte bedrift.