Biogas kan snart dække hele gasbehovet i Danmark

Inden for en overskuelig fremtid kan biogas dække hele Danmarks gasbehov. Ifølge Evida kan det nås i 2030, men Biogas Danmark ser gerne, det går hurtigere.

Dansk eksport af biogas til Sverige og Tyskland. Det lyder som en drøm i biogasbranchen, men faktisk vil det være en mulighed inden for en overskuelig fremtid. 

Således skriver det statslige gasdistributionselskab Evida i en ny rapport, at biogassen kan dække 100 procent af det danske forbrug i 2030, og at der i nogle perioder vil være mere biogas, end vi selv kan bruge. Det kan give basis for dansk eksport af biogas til Sverige og Tyskland via rørledningsforbindelser.

- Det er ikke kun en god nyhed for den grønne omstilling, men også for forsyningssikkerheden. Med biogas i rørene gør vi os nemlig mindre afhængige af naturgas. Både den naturgas, som Danmark selv producerer i Nordsøen, og den vi importerer fra Norge via Baltic Pipe og fra det europæiske kontinent via Tyskland, skriver Evida i rapporten.

Med konklusionen fra Evida vil Danmark kunne leve op til de mål, som den tidligere regering satte sig sidste år, om at Danmark i 2030 skulle være forsynet 100 procent med grøn gas. 

Fire tiltag ønskes

Men faktisk kan skæringspunktet for 100 procent gaslevering via biogas kunne rykkes flere år frem. Det mener Frank Rosager, direktør i Biogas Danmark. 

I en kronik i Ingeniøren skriver han, at hvis man laver fire konktrete tiltag, vil det sikre, at biogassen leverer et massivt bidrag til at holde Danmark på sporet af den grønne omstilling – både på kort og længere sigt.

- Allerede besluttede biogasudbud bør fremrykkes til 2023-2024. CO2-fortrængningskravene til den tunge transport bør øges, så de kommer på niveau med vores nabolande som for eksempel Tyskland for at undgå øget CO2-lækage ind i Danmark, skriver Frank Rosager i kronikken og fortsætter:

- Den grønne skattereform bør sikre, at virksomheder kan opnå CO2-afgiftsrefusion, når de køber ustøttet biogas leveret via gasnettet. Husdyrgødning, der er afmetaniseret ved behandling i et biogasanlæg, må ikke beskattes med en eventuel ny CO2-afgift. 

Som følge af Ruslands invasion i Ukraine har EU-Kommissionen sat mere ambitiøse mål for udbygningen af biogas i EU-landene, men det er fortsat Danmark, der med afstand er det land, hvor biogasforsyningen er bedst udbygget. 

Læs også