Ny ØL-forperson: Økologi skal ikke være niche men norm

Den 58-årige landmand Michael Kjerkegaard er ny mand i front for Økologisk Landsforening, efter at foreningen i weekenden havde generalforsamling.

I Økologisk Landsforening mener vi naturligvis, at økologien skal være normen fremfor en nicheproduktion. Derfor skal vi have fart på væksten i økologien igen. Det skal ske ved, at vi får en stærkere politisk stemme, gennem flere og stærkere partnerskaber og ved, at vi driver færre og større udviklingsprojekter end dem, vi har i dag

Michael Kjerkegaard

Lørdag var der generalforsamling hos Økologisk Landsforening, hvor de forsamlede skulle udpege en ny permanent forperson efter den pludselige afsked med Louise Køster tidligere på året i kølvandet på rapporten Fra foder til føde II, der fik store fødevarevirksomheder som Danish Agro, DLG og Friland til at melde sig ud af organisationen.

Udmeldingerne har ifølge Landbrugsavisen kostet foreningen en halv million kroner i tabte kontingenter.

Valget faldt på den økologiske kødkvægsproducent Michael Kjerkegaard, der blev valgt uden modkandidater. Han har store ambitioner på økologiens vegne, siger han.

- I Økologisk Landsforening mener vi naturligvis, at økologien skal være normen fremfor en nicheproduktion. Derfor skal vi have fart på væksten i økologien igen. Det skal ske ved, at vi får en stærkere politisk stemme, gennem flere og stærkere partnerskaber og ved, at vi driver færre og større udviklingsprojekter end dem, vi har i dag, siger Michael Kjerkegaard.

Ny strategi præsenteret

En af Michael Kjerkegaards opgaver bliver at være med til at føre Økologisk Landsforenings nye strategi ud i livet. Strategien blev præsenteret for generalforsamlingen tidligere i dag og bærer titlen »Økologi – fordi vi kun har én planet«. Den skal danne ramme for foreningens arbejde frem mod 2030.

- Vi glæder os til, at vi nu kan påbegynde implementering af strategien til gavn for medlemmer, hele det økologiske fællesskab og vores planet, siger den nyvalgte forperson.

Den nye strategi skal være med til at sikre, at 25 procent af det danske fødevareforbrug og landbrugsareal er økologisk i 2030. Det vil kræve en voldsom forøgelse i de kommende år. De seneste tal fra Landbrugsstyrelsen viste, at 313.111 hektar landbrugsjord blev dyrket økologisk i 2021. Det svarer kun til 11,8 procent af det samlede landbrugsareal i Danmark.

De 25 procent er da også udtryk for en lidt mindre ambitiøs målsætning end tidligere, hvor målet har været en økologisk andel på 30 procent. Lørdag blev de fremmødte også enige om at skære antallet af mærkesager ned fra seks til tre, der handler om sunde måltider, gode dyreliv og frugtbar jord.

Vil skabe stærkere fællesskab

Til daglig driver Michael Kjerkegaard landbruget Eskelyst i Vejle Ådal, som han har drevet siden 1994. Her praktiserer han naturpleje og holistisk afgræsning med sine cirka 240 kødkvæg. Han er optaget af at skabe et stærkere fællesskab omkring ØL, siger han.

- Jeg har en vision om at forene vores brede medlemsskare, der omfatter virksomheder, forbrugere, køkkener og landmænd. Min ambition er at skabe et inkluderende og stærkt fællesskab, hvor alle bidrag bliver værdsat. Ved at fremme dialog, samarbejde og innovation ønsker jeg at styrke vores fælles indsats for at fremme liv på landet og økologisk livsstil på tværs af samfundet, lyder det fra Michael Kjerkegaard.

På generalforsamlingen kom det også frem, at ØL kom ud af 2023 med et plus på bundlinjen på 713.000 kroner, oplyser økonu.dk.

Overskuddet blev blandt andet sikret ved hjælp af engangsbeparelser, indtægter fra rådgivningsvirksomeden ØkologiRådgivningDanmark og såkaldt gamle projektmidler, skriver nyhedsmediet.

Læs også