KHL-Formand: Landbruget vil holde øje med regeringen

Krav om CO2-afgifter og samtidig lovning på, at det ikke må koste arbejdspladser og vækst i landbruget. – Det bliver vi hele tiden nødt til at minde dem om, lød det fra KHL-formand Hans Damgaard på foreningens generalforsamling i Kolding.

Formand i KHL, Hans Damgaard, kom ind på de mange forhold, der for tiden præger landbruget, og de udfordringer, der ligger foran erhvervet fremadrettet. Foto: John Ankersen Mathias Milling er sekretariatsleder og politisk rådgiver hos Landbrug & Fødevarer Syddanmark, og var med ved KHL´s generalforsamling i Kolding. Foto: John Ankersen Peter Nyegaard Nissen var med i forbindelse med generalforsamlingen i KHL, hvor han kunne fortælle om sit nye job som plantedirektør i L&F. Foto: John Ankersen

Krise, krig, inflation og klima. Der var nok af emner at tage fat på, da KHL – Kolding Herreds Landbrugsforening – forleden holdt sin generalforsamling på Scandic Hotel i Kolding, hvor 160 medlemmer og repræsentanter fra andre landboforeninger samt Kolding Kommune deltog.

Det var med hans egne ord, et begivenhedsrigt år, som formand i KHL, Hans Damgaard, så tilbage på i forbindelse med aflæggelse af beretningen.

- Der er sket meget siden vi var hér sidst, konstaterede Hans Damgaard med direkte henvisning til folketingsvalget, ustabiliteten omkring økonomien i kølvandet på Ukraine-krigen og det store politiske fokus på klima.

Og ikke mindst folketingsvalget og den efterfølgende SVM-regering – som bekendt bestående af partierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, fik et ord med på vejen.

- Vi oplevede en hård valgkamp, hvor landbruget blev udråbt som et af problemerne. SVM-regeringen kom til verden. Jeg tror vi skal være glade for en flertalsregering, da det giver stabilitet, konstaterede Hans Damgaard, der samtidig mener, at det er vigtigt for landbruget, at holde den nye regering op på det grundlag og de løfter, de har stillet erhvervet i udsigt.

Under overskriften »Ansvar for Danmark« noterer Hans Damgaard sig, at man for landbruget og hele fødevaresektoren i øvrigt, nævner sikring af innovativ fødevareproduktion, grønt og klimavenligt landbrug og udvikling og ikke afvikling af landbrugserhvervet.

-  Jeg ser positive elementer i det, men ikke alle landbrug vil kunne det, konstaterede Hans Damgaard, der også kom ind på de CO2-afgifter, der lurer i horisonten for landbruget, hvor ikke mindst kvægbruget står til at blive hårdt ramt:

- Det er tåbeligt at lægge afgift på verden bedste ko. Nogle af os skal til at producere noget andet. Vi skal se det positive i det. »Det skal ikke koste arbejdspladser«, siger regeringen. Det er vi nødt til hele tiden at minde dem om. Men det er forkert at udskamme koen.

Generelt opfordrede Hans Damgaard til, at man fra landbruget både nationalt, regionalt og lokalt sørger for at holde god kontakt og dialog med politikerne på Christiansborg. Hos KHL i form at invitationer til bedriftsbesøg og politiske debatter på eksempelvis skoler, som man har haft succes med.

Økonomi i fokus

Et andet vigtigt emne for Hans Damgaard, er økonomien i landbruget.

- Det har udfordret os producenter. Inflation har givet store udfordringer for vores erhverv for eksempel for økologerne, der oplever ændrede forbrugsmønstre, lød det fra Hans Damgaard, der samtidig konstaterede, at dele af landbruget har haft et godt 2022 – blandt andet kvægbruget, mens eksempelvis svineproducenter og økologiske ægproducenter har haft et langt sværere år.

For den økonomiske udvikling med kraftig inflation i Danmark og mange andre lande i verden, har ændret forbrugernes indkøbsvaner, og det har, ifølge Hans Damgaard, påvirket landbruget i betydelig grad:

-  Vi producerer det som forbrugerne efterspørger, men de skifter jævnligt holdninger og adfærd – og det tager tid at omlægge produktionen.

Et andet klimaregulerende tiltag er omkring udtagningen af 100.000 hektar lavbundsjord – et tiltag, som Hans Damgaard ser muligheder i, men også tager sine forbehold omkring:

- Det er vigtigt at man kan blive enige om det, og det er samtidig et værktøj, der ikke kan bruges alle steder. Jeg er bekymret for, om økonomien kan følge med – jeg tror erstatningsjord er vejen frem, sagde Hans Damgaard.

Presset svinebranche

Det var især svineproducenterne, som Hans Damgaard fremhævede som specielt ramt af den igangværende krise.

- Svinebranchen er presset på bytteforholdet. Vi har set en nedgang på 100.000 søer, og det er noget, der vil få store konsekvenser. Jeg håber, at det er noget der vil blive rettet op på. Udviklingen kan påvirke planteavlen, der er afhængig af husdyrproduktionen, sagde Hans Damgaard, der samtidig udtrykte ønske om et snarligt lavere renteniveau igen.

Ros til kommune

I forbindelse med sin beretning kom Hans Damgaard ind på flere lokale og regionale emner omkring landbruget i og omkring Kolding-egnen og de omkringliggende kommuner.

I den forbindelse roste han ikke mindst det gode samarbejde, man fra KHL´s side har med Kolding Kommune.

Et samarbejde, der allerede har mundet ud i flere konkrete opgaver og projekter, hvor landbrug og kommune har hjulpet hinanden. Her nævnte Hans Damgaard stenrevsprojektet i Kolding Fjord, hvor landbruget har bidraget med sten.

-  V har lavet en klimapartnerskabsaftale med Kolding Kommune, og andre kommuner er på vej, nævnte Hans Damgaard som et andet eksempel.

Blandt de øvrige lokale og regionale emner kom Hans Damgaard ind på de omtalte fjordrapporter, der handler kvælstofindsatsen omkring landbrugets udledninger af kvælstof til det lokale vandmiljø, hvor 13.000 hektar er berørt, da de har udløb til Lillebælt.

- Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil påtage os et ansvar, men vi skal vide hvilke håndtag, vi skal dreje på. Og ikke al kvælstof kommer fra landbruget, konstaterede Hans Damgaard, med direkte henvisning til overløb fra kloaker og rensningsanlæg og eksempelvis bundmateriale fra havbunden, som eksempelvis i forbindelse med Baltic Pipe.

Forening med sund økonomi

I forbindelse med generalforsamlingen i KHL kunne direktør Niels Peter Madsen fremlægge et regnskab, der viser sunde og stabile takter for landboforeningen og dens rådgivning.

Omsætningen i 2022 blev på 52,7 millioner kroner mod 51,5 millioner kroner året før. Årets resultat landede på 450.000 kroner efter udlodning af 1,8 millioner kroner til medlemmerne – i alt cirka 2,3 millioner kroner -  mod 550.000 kroner året før. Egenkapitalen steg i 2022 til 17,1 millioner kroner mod 16,7 millioner kroner året før.

 

Sekretariat godt fra start

I forbindelse med KHL´s generalforsamling var der indlæg og præsentation af det fælles politiske sekretariat som LandboSyd, Sønderjysk Landboforening (SLF) og Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) har etablerede sidste år under navnet  Landbrug & Fødevarer Syddanmark I/S.

Sekretariatsleder og politisk rådgiver i Landbrug & Fødevarer Syddanmark, Mathias Milling var med på generalforsamlingen i Kolding, og kunne fortælle at sekretariatet er kommet rigtig godt fra start, og havde travlt op til folketingsvalget – hvor han efterfølgende også har gjort sig sine politiske erfaringer:

-  Før valget var politikerne lette at komme i kontakt med. Nu er det sværere, så vi koncentrerer os nu mere om de indre linjer, men der ligger fortsat en stor opgave i at få politikerne i tale om landbruget.

Formålet med sekretariatet er, at det skal bistå de tre foreninger med politisk arbejde og sekretariatsbetjening af formændene. Målsætningen er at styrke foreningernes politiske tilstedeværelse lokalt og nationalt, herunder ikke mindst et stærkt og udbytterigt samarbejde med Axelborg.

1403-12-23-sy

Mathias Milling er sekretariatsleder og politisk rådgiver hos Landbrug & Fødevarer Syddanmark, og var med ved KHL´s generalforsamling i Kolding. Foto: John Ankersen

 

Debat om flere unge i landbruget

I forbindelse med generalforsamlingen var der debat. Den kom især til at handle om unge i landbruget – eller rettere manglen på samme. Fra salen kom der flere forslag omkring billigere eller gratis rådgivning til kommende og nyetablerede landmænd.

En ordning KHL-direktør Niels Peter Madsen kunne oplyse, man allerede har i KHL, men hvor man vurderer fra gang til gang. Blandt andet om planlagte projekter bliver ført ud i livet, ligesom generationsskifte på bedrifterne ikke defineres som nyetablering. Fra et antal på omkring 10 i 2021 oplevede man nul nyetableringer i 2022, og indtil videre har man haft en enkelt hér i 2023.

 

Valg til bestyrelsen hos KHL

I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen. På valg var formand Hans Damgaard, samt de fire bestyrelsesmedlemmer Michael Schmidt-Michelsen, Søren Bloch, Christian Bramsen og Hans Peter Hansen.

Formand Hans Damgaard blev enstemmigt genvalgt. Samtidig var der genvalg til Michael Schmidt-Michelsen, Søren Bloch og Christian Bramsen, der alle tre havde ønsket genvalg.

Hans Peter Hansen havde forud for generalforsamlingen ikke ønsket genvalg. Det gav valg til et nyt medlem i bestyrelsen i form af Karen Winther Hansen.

 

»Braking news« om ny L&F-plantedirektør

-  Det er sjældent at man kan komme med »braking news« til en generalforsamling. Men på generalforsamlingen kunne Hans Damgaard dagen før det blev officielt »brake« nyheden om, at Peter Nissen var blevet udnævnt til ny L&F-plantedirektør.

Peter Nyegaard Nissen tiltådte den 15. marts som sektordirektør for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion. Han har en 14 år lang karriere bag sig i Landbrug & Fødevarer - souschef for afdelingen Foreninger i Landbrug & Fødevarer.

- Indtil nu har det handlet om medlemsstrategier – nu vil jeg kaste mig over planterne. Jeg glæder mig til at stikke spaden ned hér, og jeg er altid åben for gode råd. Husk at fremtiden er grøn, lød det fra Peter Nyegaard Nissen.

1404-12-23-sy

Peter Nyegaard Nissen var med i forbindelse med generalforsamlingen i KHL, hvor han kunne fortælle om sit nye job som plantedirektør i L&F. Foto: John Ankersen

Læs også