Farvel og tak til Route 66: Her er, hvad de amerikanske landmænd ønsker

Texas-farmer Brian McLaughlin tjekker den nysåede sorghum, mens Daniel Barber sikre sig et billede af såmaskinen. I Texas drøfter farmer Brian McLaughlin direkte såning med Effektivt Landbrugs journalist Jørgen P. Jensen. Foto: Daniel Barber Reportagebilen er en T6 Chevrolet Suburban - en kvik, men noget egenrådig dame, som derfor fik navnet Mette. Andreas og Nikolaj er to danske piloter på høstkaravanen, der her er startet i Texas. De fortæller gerne om at køre næsten i døgndrift og forskellen hjem til dansk landbrug. Foto: Daniel Barber I Illinois vil planteavler Blane Olson stemme på den præsident, der kan give landmænd de bedste produktionsvilkår og størst mulig frihed. Så det må blive Trump, lyder det. Fotos: Jørgen P. Jensen Efter en lang køre- og interviewdag er det ikke fyraften. Nu skal der skrives artikel til morgendagens avis og ordnes billeder og videoklip - her i Arizona. Ude vestpå i USA er Route 66 lig med lange stræk med spredte landbrug. Det gælder om straks at få lagret interviews på mobilen - her foran høstkaravanen i Texas. Foto: Daniel Barber Farvel til Texas-farmer Gerald Haseloff efter et interview på hans farm. - Fuldstændig forandring må der til. Republikanerne er på vores side, fastslår han. Læs alle foreløbigt 14 artikler fra turen ad Route 66 på effektivtlandbrug.dk under »Vi går i dybden med landbruget« Daniel Barber har fået samlet hele høstkaravanens hold af mejetærskerpiloter til et gruppefoto ved høststart i Texas.

Vi er nu nået hele vejen til Los Angeles i Californien, og her slutter Route 66 bogstaveligt talt ved et tydeligt skilt på Santa Monica Pier på kanten til Stillehavet.

Det er tid at aflevere reportagebilen og tænke på at komme hjem.

Vi har kørt 3.939 km fra Chicago igennem ni stater og talt med mange, venlige landmænd undervejs, som har fortalt, hvordan de har det. Og hvad de tænker her op til præsidentvalget i november.

Konklusionen er, at de vil have forandring, og vi fandt ikke én farmer, der ikke vil stemme republikansk og dermed på Trump.

Hvad lærte vi om de amerikanske landmænd langs Route 66?

Stort set alle landmænd ønsker dramatiske forandringer i deres vilkår.

De er økonomisk pressede af lave afregningspriser og høje omkostninger, lønninger og renter.

Derfor lod de fleste – måske alle – forstå, at de stemmer republikansk til det kommende præsidentvalg – selv om de ikke kan lide nogle af præsidentkandidaterne.

Der er stadig meget få regler og reguleringer for de amerikanske landmænd, der vægter friheden til at drive deres landbrug over alt andet.

Men de fleste forventer, at de indenfor en årrække vil få næsten samme regler og reguleringer som landmænd i Europa – først kommer det i Californien og derefter i resten af USA.

Ovenstående til trods, så virkede alle landmænd alligevel tilfredse og stolte. Familiens historie fremhæves næsten altid (- Min tipoldefar kom fra Sverige), og man er for eksempel femte generation på gården.

De amerikanske landmænd holder af den typiske »cowboy- og farmer«-livsstil med frihed og selvstændighed. Nogle nævnte, at de havde op mod 30 våben på ejendommen til selvforsvar.

Landmændene ønsker den præsident, der kan give dem de bedste produktionsvilkår og størst frihed til selv at bestemme. Og de ser igennem med al den »støj«, som der kan være om præsidentkandidaterne.

Generelt var de fleste landmænd, vi mødte, meget aktive i lokalområdet med at invitere børn og voksne til besøg på gården og selv deltage ude.

I Texas er der vand nok i undergrunden til vanding. I Californien og tilstødende stater er der krig om det stadigt mere sparsomme vand. Og landbruget ser ud til at tabe den krig.

Den fulde effekt af vandreguleringsloven i Californien vil få effekt fra 2035, og til den tid forventes det at ramme over en halv million hektar landbrugsjord i Californien, der får totalt lukket for deres vandforsyning.

Bemærkninger fra amerikanske landmænd

I får en ensidig information i Danmark om vores præsidentkandidater gennem CNN. Det giver især et negativt indtryk af Trump. Herovre ser vi på den politik, som partierne står for, og vi ønsker en erhvervsorienteret præsident. (Udtalelse fra Anders Buus Thomsen, der ejer en høstkaravane i USA)

Jeg tænker, at Trump vil skade vores eksport og vores aktier, hvis han bliver valgt. Men jeg er villig til at betale den pris for at få den rigtige erhvervspolitik her i landet, der er i stor gæld. (Udtalelse fra Carson Womble, Texas-farmer)

Alt er nødt til at forandre sig. Det eneste, jeg forholder mig til, er mit finansielle liv i dag sammenlignet med for fem-seks år siden. Og jeg kan sige dig, det er blevet værre. De ting, Biden står for, for eksempel abort, de har ingen indflydelse på mig som landmand. Overhovedet. Alt det, Trump står for, det påvirker mit liv personligt. (Udtalelse fra Larry Holland, Arizona-farmer)

Det går ikke godt for bedrifterne her i området. Prisen er faldet forfærdeligt, så mælkeproducenterne er virkelig hårdt presset af stigende omkostninger og høje renter. Min lucernepris er fra sidste år til i år halveret! (Udtalelse fra Gerald Haseloff, Texas-farmer)

Læs mere om Effektivt Landbrug på Route 66

Som optakt til præsidentvalget i november rejser Effektivt Landbrug til USA for at tale med landmænd langs Route 66. Her kan du lære om de udfordringer, landets ranchers og farmers står med i hverdagen, og hvilke håb og ønsker de har til den kommende præsident.

Læs mere her

Læs mere om Global Farming

Effektivt Landbrug har gennem de sidste 10 år rejst kloden rundt og besøgt landmænd i bl.a. Sydamerika, New Zealand, Uganda, Cambodia og Indien.

Læs mere her

Læs også