Thise Mejeri fremrykker soja-stop

Efter positive erfaringer med soja-fri fodring af dyrene på en række gårde fremrykker Thise Mejeri nu sit stop for soja i foderet med et år i forhold til den oprindelige plan.

En enig Thise-andelshaverkreds har på et møde i Thise Forsamlingshus besluttet at stoppe med at bruge soja i foderet allerede fra den 1. oktober næste år – og ikke den 1. oktober 2023, som mejeriet hidtil har arbejdet på. Samtidig skal eventuelt importeret foder være af europæisk oprindelse.

Dermed fremrykker Thise effektueringen af mejeriets beslutning med ét år.

32 ud af Thises 75 andelshavere har siden starten af 2021 været frontløbere i projektet. I samarbejde med fodrings- og planteavlskonsulenter har de deltaget i staldskoler om reduktion af eller helt ophør med brug af soja i foderet.

Forsyningssikkerhed

Erfaringerne fra disse positive frontløbere har således været medvirkende til, at man tør rykke overgangen til den soja-fri fodring med et år i forhold til den oprindelige plan, fortæller Thise i en pressemeddelelse.

- Erfaringerne fra de enkelte gårde har gennemgående været meget positive. Med skyldig hensyntagen til sikkerheden for foderforsyningen blev det på mødet besluttet, at det foder, som man eventuelt indkøber, ikke nødvendigvis skal være dansk, men af europæisk oprindelse, skriver Thise.

Læs også