Andelsselskaber vil forvandle vindmøllestrøm til grønnere gødning

De fire store, landmandsejede andelsselskaber DLG, Danish Agro, Arla og Danish Crown går nu sammen og stifter et nyt selskab, der skal undersøge mulighederne for en dansk produktion af bæredygtig gødning.

Dansk landbrug er midt i en historisk forandring, hvor der er bred enighed om, at erhvervet skal være klimaneutralt i 2050. For at indfri det mål skal der nye metoder og produkter i brug, som kan sænke udledningen af klimagasser hos den enkelte landmand.

Nu har de fire største andelsselskaber DLG, Danish Agro, Arla og Danish Crown forenet kræfterne med netop det mål for øje. Med en tocifret millioninvestering har andelsselskaberne stiftet selskabet Green Fertilizer Denmark, der skal undersøge, hvorvidt der kan etableres en produktion af mere bæredygtig gødning på dansk grund.

Det skal undersøge mulighederne for etablering af en dansk produktion afhandelsgødning, der er lavet på grøn ammoniak og dermed er mere bæredygtig end konventionel gødning produceret på fossile brændsler.

Anvendelsen af handelsgødning tegner sig dog for en betydelig del af CO2-udledningen fra planteproduktion, da det mange steder produceres af energi fra naturgas. Med gødning baseret på grøn ammoniak fra vindmøllestrøm kan udledningen fra handelsgødning i Danmark ifølge beregninger reduceres med ca. 750.000 tons CO2. Det svarer til udledningen fra ca. 250.000 dieselbiler.

I 2021 annoncerede Copenhagen Infrastructure Partners' Energy Transition Fond en ambition om at bygge Europas største Power-to-X-anlæg, HØST PtX Esbjerg, der skal producere grøn ammoniak på baggrund af vindmøllestrøm fra Nordsøen. Netop den ammoniak vil blive en central faktor i den mulige etablering af en produktion af mere bæredygtig gødning på dansk jord.

Udover gødning til landbruget vil ammoniakken også kunne bruges som brændstof til skibsfart, og desuden kan overskudsvarmen fra produktionen bruges til at opvarme husstande.

Læs også