Mere end 50 fynske landmænd skal nu en tur på klimaskolebænken i Svendborg. Her skal de blive klogere på, hvordan de kan sænke deres klimaaftryk. Blandt andet ved at bruge ESG-værktøjet.
Den 16. november er der klima på skoleskemaet i Svendborg. Her inviterer videncentret Seges Innovation, Forenet Kredit og Nykredit de fynske landmænd til en storstilet klimadag, hvor de kan blive klogere på klimadagsordenen og lære at sænke deres klimaaftryk med landbrugets klimaværktøj ESGreen Tool.
Mere end 50 landmænd deltager i klimadagen, der afholdes i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Landbrugsrådgivning Syd i Svendborg. En af oplægsholderne på dagen er Nykredits landbrugsdirektør på Fyn, Lars Holm.
- Bæredygtige landbrug er i høj kurs hos kunder, samfund og finansielle partnere. I Nykredit har vi givet et samfundsløfte om, at vi vil bidrage til udviklingen i hele Danmark, og derfor er vi også stolte af vores engagement i landbrugets klimaværktøj ESGreen Tool og klimadage som denne, hvor vi hjælper endnu flere danske landmænd til at lave bæredygtige investeringer på deres bedrifter, siger Lars Holm.
Fra Forenet Kredits side er der også store forventninger til klimadagen og klimaværktøjet ESGreen Tool, der blev lanceret til de danske landmænd i marts 2022.
- I Forenet Kredit valgte vi at medfinansiere ESGreen Tool og det tilhørende uddannelsesforløb, fordi vi gerne ville give alle danske landmænd muligheden for at arbejde databaseret og systematisk med den grønne omstilling af deres landbrug. Vi tror på, at klimavenlige landbrug er konkurrencedygtige landbrug, og derfor håber jeg, at mange vil tage godt imod de nye muligheder, siger vicedirektør Karsten Beltoft fra Forenet Kredit.
Klimadagen i Svendborg finder sted 16. november på Christiansminde, Christiansminde 16, 5700 Svendborg.
Deltagelse i klimadagen er gratis, og tilmelding kan ske på www.tilmeld.dk/klimadag/lrs-svendborg.
DI forventer voldsomme administrative byrder