Arla 24-mælken får klimakrav tilføjet som en del af et øget bæredygtighedsfokus. Det betyder, at udvalgte Arla 24-leverandører skal implementere bæredygtighedstiltag som foderstyring for at reducere foderspild og sikre korrekt ernæring til køerne.
Forbrugerne af Arla 24 vil fremover få mælk fra Arla-landmænd, der går forrest og viser ambitiøse bæredygtighedstiltag for at sænke deres klimaaftryk på gårdniveau. For udover de i forvejen høje krav til friskhed og to grønne dyrevelfærdshjerter, skal Arla 24-leverandørerne nu også leve op til en række krav på baggrund af Arlas tillægsmodel for bæredygtighed.
En tillægsmodel, Arla har introduceret som et led i at nå målet om at reducere CO2e-udledningen på gårdene med 30 procent inden udgangen af 2030.
Gennem modellen øremærker Arla årligt 3,7 milliarder kroner til at motivere landmændene til at implementere miljø- og klimaforbedringer på gårdene. Baseret på disse tiltag optjener landmændene point, som tillægges deres mælkepris.
- Vi ved, at forbrugerne stadig vil have frisk mælk, og at de går op i dyrevelfærd. Dét leverer Arla 24 stadig på. Men nu bliver vores ejeres massive investeringer i bæredygtige initiativer også tydeligere ude i køledisken med de nye klimakrav til Arla 24-leverandørerne, siger Henrik Lilballe, der er ny landedirektør i Arla Danmark.
Et vigtigt skridt
Helt konkret er det nu et krav, at de landmænd, der leverer til Arla 24, skal producere grøn strøm og/eller købe grønne energicertifikater svarende til 100 procent af energiforbruget på gården, samt anvende foderstyring, så landmændene kan arbejde med, at køerne får den rette næring, samtidig med at der er så lidt foderspild som muligt.
Derudover skal Arla 24-leverandørerne ligge højere på point-skalaen i tillægsmodellen end den gennemsnitlige Arla-landmand.
Det er også et krav, at alle landmændene årligt måler deres klimaaftryk og får hjælp af klimarådgivere til at reducere det yderligere.
- Den nye Arla 24 er et vigtigt skridt for os. Vi har allerede høje standarder for dyrevelfærden, og nu får vi også inddraget bæredygtighedstiltag. Vi er på en klimarejse. Nogle af vores initiativer gør en forskel i dag, andre vil gøre det muligt at mindske vores aftryk på sigt, siger Henrik Lilballe.
I takt med, at den gennemsnitlige Arla-landmand med tiden opnår flere point i modellen, så skal Arla 24-landmændene også opnå flere point. Arla 24-mælken vil dermed hele tiden være et skridt foran, når det kommer til grønne krav på gårdniveau.
Fire nye kriterier for Arla 24-landmænd
- Produktion af fornybar strøm og/eller køb af grønne energicertifikater svarende til 100 procent af energiforbruget på gården
- Foderstyring, så foderet bruges mere effektivt
- Årligt klimatjek med måling af CO2-aftryk med hjælp fra klimarådgivere til at reducere det yderligere
- Flere point i Arlas tillægsmodel for bæredygtighed end den gennemsnitlige Arla-landmand
Arlas tillægsmodel for bæredygtighed
- Arla har øremærket 3,7 milliarder kroner årligt til klimatiltag på Arla-gårdene gennem en ny tillægsmodel for bæredygtighed
- Modellen er pointbaseret, og landmændene optjener point baseret på deres tiltag inden for klima og miljø
- For hvert point, landmændene optjener, vil de modtage 0,03 eurocent pr. kilo mælk ud over den ene eurocent, som indsendelse af Klimatjek-data allerede udløser. Mælkeprisen kommer dermed også til at afhænge af, hvilke klima- og miljøtiltag, der gennemføres på gårdene
- Modellen er et led i Arlas mål om at reducere CO2e-udledningen med 30 procent inden udgangen af 2030