Danish Crown vil måske kopiere Arla og svinge klimapisken over andelshaverne

I jagten på klimaneutralitet i 2050 har Danish Crown indtil videre kun bedt om grøn dokumentation fra sine andelshavere, men det er ikke udelukket, at slagteriet vil kopiere Arlas metode, oplyste DC-direktør under retssag om Greenwashing ifølge mediet Klimamonitor.

Arla indførte i sommer en ordning, hvor de på årsplan sender 3,7 milliarder kroner fra de mindst klimaeffektive mælkeproducenter til de mest klimaeffektive mælkeproducenter. Den ordning, der blandt andet er rost af den grønne tænketank Concito, vil Danish Crown muligvis kopiere overfor sine svineandelshavere.

Det oplyste slagteriets direktør i Ejerservice, Nicolaj Nørgaard, under den verserende retssag om greenwashing, som grønne organisationer fører mod Danish Crown.

Det fremgår af mediet Klimamonitor, der følger sagen i Vestre Landsret og som betegner den som den største og første klimaretssag herhjemme.

Pisk eller gulerod

Under retssagen løftede Nicolaj Nørgaard således, ifølge Klimamonitor, sløret for de mulige fremtidsplaner i Danish Crown, da han i retten blev spurgt ud om slagteriets bæredygtighedsprogram »Klimavejen«, der ifølge slagteriets hjemmeside skal bidrage til slagteriets mål om klimaneutralitet i 2050.

Ifølge mediet, forklarede Nicolaj Nørgaard om ordningen, at »Det afgørende er, man har korrekt dokumentation«, hvorefter advokat Kurt Bardeleben ønskede at vide, hvori motivationen lå, og hvorfor Danish Crown afstår fra »at bruge pisk«?

- Jeg vil hellere motivere end straffe. Min oplevelse er også, at alle vil gennemføre klimatiltag på deres bedrifter, svarede Nicolaj Nørgaard ifølge mediet.

Vil ikke afvise Arla-metode

Men da advokaten spurgte yderligere ind til, hvorfor slagteriet ikke havde indført minimumskrav om CO2-udledningerne, svarede Nicolaj Nørgaard ifølge Klimamonitor:

»Jeg vil ikke afvise, vi vil gøre ligesom Arla, hvor man belønner dem i den bedste halvdel. I første omgang har det været vigtigt at opbygge tillid og opnå den bedst mulig dokumentation for klimadata«.

Retssagen er af Forbrugerrådet Tænk blevet betegnet som »En meget principiel og vigtig retssag, som kan få stor betydning for markedsføring af de vigtige grønne tiltag fremover og dermed den grønne omstilling«.

DC-retssagen om greenwashing

I perioden 2020-2021 anvendte Danish Crown et klistermærke på deres svinekød med påskriften »Klimakontrolleret gris« og gennemførte samtidig markedsføringskampagnen »Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror«.

Ifølge Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening kan de to udsagn i kampagnen ikke underbygges, og er derfor i strid med markedsføringsloven.

Sagen føres i Vestre Landsret i Viborg og forventes afgjort først i 2024.

Læs også