I de mere principielle sager kan EU-domstolen vise sig som den eneste mulighed for at sikre en rigtig og rimelig afgørelse.
Alt for ofte bliver EU beskrevet som noget stort, fjernt, dyrt og bureaukratisk, og sandt er det, at der utvivlsomt kan forenkles en del, for eksempel det mangeårige rejsecirkus, hvor EU-parlamentet hver eneste måned flytter frem og tilbage mellem Strasbourg i Frankrig og Bruxelles i Belgien.
De retsakter, der kommer fra EU (vi kan også kalde det »EU-lovgivning«), har ret stor indflydelse på dansk lovgivning. Det er vanskeligt at gøre op i tal, men formentlig op til cirka 20 procent af al dansk lovgivning hviler helt eller delvist på EU-direktiver ifølge Folketingets egne oplysninger. Det skal vi faktisk være glade for.
Mange af disse regler sikrer, at der gælder ensartede regler i hele EU på en række områder. Det gør det forudsigeligt at drive virksomhed over landegrænser, og for et lille land som Danmark giver det os en klar fordel, som vi ikke ville have, hvis vi stod alene.
Tænketanken Cepos udgav i 2023 en rapport, hvor der peges på begrebet »overimplementering«. Det udtryk bruges om et fænomen, hvor danske lovgivere og administration i udmøntningen af regler, der er baseret på EU-direktiver m.v., går videre og længere, end der kræves fra EU.
Cepos har faktisk vist i den pågældende rapport, at cirka hver fjerde EU-direktiv siden 2016 er overimplementeret. Problemet ligger derfor ikke i EU, men herhjemme i Danmark.
Strengere krav i Danmark
Som advokater for landbruget og utrættelige forkæmper for den enkelte landmands rettigheder, møder vi overimplementeringen jævnligt. Vi ser i mange sammenhænge, at der stilles strengere krav i Danmark, end hvad de bagvedliggende EU-regler lægger op til.
Senest har jeg været ude for det i en række sager i Himmerland og i det nordjyske, som har været omtalt i pressen. Det drejer sig om de skærpede krav til udtagelse af vandprøver fra private boringer, der som oftest kun forsyner en enkelt eller i hvert fald kun ganske få husstande.
Den lovgivning, som kommunerne administrerer efter, går efter min opfattelse langt videre end de bagvedliggende EU-regler giver mulighed for. Det er faktisk mit standpunkt, at de danske regler er i strid med fællesskabsretten (EU-retten), som har forrang frem for de nationale regler.
Her kommer så pointen: Denne type sager kan – hvis de danske domstole er enige heri – forelægges for EU-domstolen til en såkaldt »præjudiciel afgørelse«, nemlig en dom, hvori der tages stilling til, om de nationale regler strider mod EU-retten. Det har vi fået medhold i nogle gange.
Det er på det nærmeste utænkeligt, at en dansk domstol uden videre vil underkende de nationale danske regler og den praksis, der har dannet sig. Der skal vi have hjælp udefra.
Derfor er EU-domstolen landmandens ven, og kan i de mere principielle sager vise sig som den eneste mulighed for at sikre en rigtig og rimelig afgørelse.