Hjerl Hede efterlyser foder til de får, køer, heste og geder, der er faste beboere på frilandsmuseet. Tørken betyder, at museet snart løber tør for steder, hvor dyrene kan græsse. Derfor vil museet gerne købe eller modtage hø og ensilage, som landmænd har i overskud.
Det er nærmest gult, så langt øjet rækker. På Frilandsmuseet Hjerl Hede ved Vinderup begynder den manglende regn at sætte sine tydelige spor, ligesom tørken rammer mange andre brancher. Det går udover dyrenes mad.
- Derfor er vores håb, at nogle kan undvære hø, halm eller ensilage, som vi enten kan få eller købe til en god pris, siger Carsten Linde, der er dyrepasser på frilandsmuseet, hvor alle dyr tilhører gamle husdyrracer.
Heste bruger bilernes p-plads
Dyrene indgår i mange af aktiviteterne på frilandsmuseet og bor der året rundt, hvor dyrepassere tager sig af dem. Lige nu bliver dyrene flyttet mere rundt end normalt, fordi der mangler grønne pletter, hvor de kan græsse.
- Vi har taget parkeringspladsen i brug, hvor der er græs. Det er en fin midlertidig løsning, indtil sommersæsonen for alvor begynder, og parkeringspladsen bliver fyldt op, forklarer dyrepasser Carsten Linde.
Spar ikke på toksinbinder på trods af et tørt år
Dyrene klarer sig fint i varmen
For tiden trækker museet på sine egne lagre af hø, halm og ensilage, men har ikke nok til at være selvforsynende året rundt, og når græsningsmulighederne også svinder, bliver det nødvendigt at købe foder udefra.
- Landmændene kæmper jo også mod tørken, så hø, halm og wrapballer med indpakket ensilage ser ud til at blive en mangelvare. Derfor stiger priserne på foder generelt, men vi håber meget, at vi kan finde billige løsninger, der kan hjælps os, siger Carsten Linde og tilføjer:
- Vores dyr trives, selv om det er varmt og tørt. De er ligeglade med, om de spiser frisk græs, æder hø eller ensilage – bare der er nok. Vi skal nok løse situationen, selv om det kan komme til at koste os mere end normalt, konstaterer dyrepasseren.
Hjerl Hede råder over 10 hektar jord fordelt på cirka fire hektar med græs, en hektar med korn og en halv hektar med kartofler. Resten af jorden går til bygninger, køkkenhaver, veje og stier.