Ferguson-Henrik annullerer salg efter kæmpe opbakning: - Jeg beholder museet

- I foråret meldte jeg ud, at gården og museet er til salg, for mit helbred kan ikke længere holde til det. Det sidste er stadig rigtigt, men salget er annulleret.

Det fortæller Henrik Nielsen, der ejer Danmarks Ferguson Museum i Stourup ved Juelsminde, i en pressemeddelelse.

Når Henrik Nielsen er blevet i stand til at omgøre sin beslutning, så skyldes det ene og alene den kæmpe opbakning, han har mødt fra både nær og fjern, efter det blev kendt, at han blev nødt til at sælge. Opbakningen har nemlig været både følelsesmæssig og konkret.

Alternativ løsning

Henrik Nielsen fortæller, hvordan han både har oplevet meget værdifuld sympati og empati, men også konkret opbakning i form af økonomiske sponsorater og frivillig hjælp.

Det, sammen med det første mærkbare overskud efter Ferguson Dagene nogensinde, betyder, at Henrik Nielsen nu har fået mulighed for at ansætte en person til at gøre alt det fysiske, daglige arbejde, som han ikke længere kan holde til.

- Det vil sige, at jeg nu kan blive boende samtidig med, at jeg kan slappe mere af og nyde tilværelsen, mit museum og mine maskiner. Det glæder jeg mig til, og jeg er meget taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, siger han.

Glohed telefon

- Jeg er nærmest blevet kimet ned de seneste par måneder af folk, der spørger mig, hvad der sker, om jeg har fået solgt, eller om jeg er tæt på, og om de kan gøre noget for mig.

- Jeg er meget taknemmelig berørt af al den venlige opmærksomhed, jeg har fået, men det er også hårdt for mig at skulle tage telefonen og svare på mange af samme ting flere gange om dagen, så jeg håber, at det stilner af nu, siger Henrik Nielsen, der fortæller, at de seneste måneder har været en meget stressende tid.

Behøver ro nu

Stress er desværre kendt for at forværre sygdommen Parkinson, som han og hans kæreste, Birgit Larsen, lider af. Derfor appellerer Henrik Nielsen til, at han fra nu af bliver mødt med færre spørgsmål.

- Jeg har brug for ro nu. I respekt for det og i respekt for den løsning, jeg har fundet og de personer, der hjælper mig, men som ikke ønsker offentlighed omkring sig, appellerer jeg til folks forståelse for, at jeg nu behøver tid og ro til at indtage min nye rolle på museet.

Henrik Nielsen understreger også, at dem der tror, de kan benytte lejligheden til at købe en billig traktor, kan godt tro om igen.

- For jeg oplever også, at nogle få af dem, der ringer, tilbyder at »hjælpe« mig med at købe en traktor, som de gerne vil have for det halve af det, den er værd. Sådanne opkald skuffer mig. Det er ikke at hjælpe mig. Tværtimod, og det vil jeg gerne have mig frabedt fremadrettet, fastslår Henrik Nielsen.

Samling forbliver intakt

Med omkring 200 små, grå, Ferguson'er, har Danmarks Ferguson Museum i Stourup ved Juelsminde verdens størstes samling af Ferguson'er. Samlingen, som har været i risiko for at blive spredt for alle vinde med et salg af Henrik Nielsens ejendom og museum, kan nu forblive intakt.

- Det er jeg meget glad og taknemmelig for, slutter Henrik Nielsen.

Læs også