Fremtidssikring til kommende regler i kvægstalde

I sidste uge satte Velas fokus på de udfordringer og muligheder som mange kvægbrugere skal forholde sig til i meget nær fremtid. Søren Hvelplund i Håre lagde stald til snakken og delte sine ønsker og udfordringer med de godt 75 fremmødte, der havde ladet sig tiltrække af et inspirerende og højaktuelt emne.

Lov om hold af Kvæg kræver inden længe en ekstra vurdering og opdatering i mange af landets kvægstalde. Afdelingsleder for kvæg hos Velas, Louise Foged Kornfelt, bød velkommen ved værkstedet på Mosegaard. Søren Hvelplund kommer til at leve op til alle de nye krav til en produktion på 320 årskøer, hvis han får lov at bygge en ny velfærdsstald.

Lov om hold af Kvæg kræver inden længe en ekstra vurdering og opdatering i mange af landets kvægstalde, hvis reglementet skal kunne efterleves i fremtiden.

På den baggrund inviterede Velas og KvægrådgivningDanmark forleden til staldbesøg hos mælkeproducent Søren Hvelplund på Mosegaard i Håre ved Gelsted. I samarbejde med Rotor Ventilation A/S, Dan Egtved A/S og Vestfyns Dyrlæger blev der ved dagsarrangementet sat fokus på indretning og optimering af kvægstalde.

Afdelingsleder for kvæg hos Velas, Louise Foged Kornfelt, bød velkommen ved værkstedet på Mosegaard, og kunne ikke lægge skjul på sin glæde over, at godt 75 mælkeproducenter var mødt frem, for at høre mere om de yderst relevante emner.

- I Lov om hold af Kvæg træder nye krav i kraft i år 2022, 2024, 2027 og 2034, påpegede Louise Foged Kornfelt, om de kommende regler, der i mindre eller højere grad får konsekvenser for rigtig mange af landets kvæghold.

Ældre og nyere stalde

Også hos Søren Hvelplund er der behov for at gøre sig nogle tanker om, hvad der skal ske i de kommende år. For selvom kostald og malkecenter er nyopført fra 2013 og lever op til de nye krav, så mangler der nye faciliteter til ungdyrene.

- Siden 2008 er der ikke brugt en krone på ungdyrstaldene, så de er nedslidte og tidskrævende at arbejde i nu, fortalte mælkeproducenten, der først for nylig har indsendt en ansøgning om miljøtilladelse til opførelse af en ny velfærdsstald til ungdyr og goldkøer.

Da den nye kostald blev opført for snart otte år siden, var det oprindeligt meningen, at der kun skulle være malkende køer. Men på grund af de manglende staldforhold er der fortsat også goldkøer i stalden.

En god malkestald

Ved staldbesøget fortalte Søren Hvelplund både om de fordele og ulemper, han ser ved de eksisterende bygninger på Mosegaard.

- Jeg har ofret meget, for at det skal være attraktivt at malke, og jeg er godt tilfreds. Det fungerer supergodt, lød det fra mælkeproducenten, da han viste malkestalden frem.

Der er tale om en 2x24 med fast exit, hvor to mand kan malke 150 køer i timen, med god udnyttelse af begge folk.

En løsning til fremtiden

På Mosegaard er der ansat fire medarbejdere, der sammen med Søren Hvelplund og hans far varetager arbejdet med de omkring 300 røde køer plus opdræt, samt 110 hektar planteavl.

- Det gamle staldsystem fungerer, men vi bruger meget tid på at flytte dyr, lød det fra Søren Hvelplund, der påpegede, at det dog både er taget og inventaret der ikke kan mere i de gamle stalde.

Så hvis der ikke må bygges i nær fremtid, skal der findes et andet sted til ungdyrene, hvilket er meget imod mælkeproducentens ønske om at have alle dyr samlet på en ejendom.

- Får jeg lov at bygge ungdyrstald og ekstra siloplads, kommer jeg til at leve op til alle de nye krav til en produktion på 320 årskøer, påpeger Søren Hvelplund.

Læs også