Thise er tilfreds med at levere mælk under Coop-mærke

Poul Pedersen, afgående direktør på Thise Mejeri, er godt tilfreds med et samarbejde med Coop, hvor en stor del af mejeriets produkter bliver solgt under Coops eget mærke Änglamark. Et fænomen, der også kaldes private label, og som ikke nødvendigvis er førstevalget i lærebøgerne på handelshøjskolen.

Ifølge Poul Pedersen er fælles tillid nøgleordet i et sådant samarbejde, som også omfatter salg af Thises egne mærker i stort set alle produktkategorier. Det fortæller han i en artikel i FoodSupply, som Mejerimedier.dk bringer et uddrag af.

- Vi finder stor, stor værdi ved at have én kunde, som føler sig tryg ved, at det, vi udvikler sammen, det kommer ikke til at stå hos konkurrenten Netto om to måneder, siger Poul Pedersen ifølge mediet.

Thise henter over halvdelen af sin omsætning igennem Coop, der gennem hele mejeriets historie har været en hovedaftager.

Poul Pedersen var med til at grundlægge Thise for 30 år siden. I dag er mejeriet et milliardforetagende med mere end 300 ansatte og investeringer på over en halv milliard kroner over de seneste 20 år, skriver Mejerimedier.dk. Direktøren holder afskedsreception den 24. november.

Læs også