Prisen på kunstgødning falder brat

Kunstgødningspriserne falder drastisk på både råvarebørserne og det fysiske marked i forskellige lande, herunder Danmark. Dette betyder, at der ikke længere er bekymring for en global fødevarekrise på grund af mangel på gødning, skriver Finans.

Prisen på 100 kilo standardgødning toppede i efteråret omkring 750 kroner, skriver Finans.

»Men på kort tid er prisen styrtdykket til omkring 350 kroner og falder stadig. Det har overrasket alle, at priserne er faldet så hurtigt og voldsomt. Selv om gødningsprisen dermed er mere end halveret, er der dog stadig lang vej ned de 155 kroner, man kunne købe gødning til i 2020,« understreger Ole Schou overfor mediet.

Fra efteråret 2021 til efteråret 2022 steg prisen på gødning markant på grund af de stigende gaspriser. I Europa førte det til, at nogle producenter af kunstgødning lukkede deres fabrikker. Dette bidrog yderligere til prisstigningerne og øgede bekymringen for en potentiel mangel på gødning.

Alternative leverancer

I 2022 valgte mange aktører på markedet at købe ekstra store mængder kunstgødning i forventning om, at priserne ville fortsætte med at stige, som markedsanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom påpeger overfor mediet.

Men Palle Jakobsen fremhæver også, at da russerne lukkede for gasforsyningen, blev der fundet alternative leverandører, og forbruget blev skåret ned. Desuden øgede producenterne i Nordamerika og Mellemøsten deres produktion og eksport til Europa, da europæiske gødningsfabrikker blev lukket.

Ifølge Palle Jakobsen fungerede markedet, som det skulle og tvang både gas- og kunstgødningspriserne nedad.

Da priserne begyndte at falde, begyndte de aktører, der havde opbygget store lagre i panik, at sælge ud, hvilket har drevet priserne endnu længere ned, siger Palle Jakobsen, der vurderer, at prisen vil kunne nå en bund på omkring 200 i år.

Læs også