DC-notering tager endnu et spring nedad

- 40 øre.

Så meget falder Danish Crowns svinenotering i den kommende uge for både slagtesvin og søer, som dermed afregnes til henholdsvis 12,90 og 13,30 kroner.

Det er det tredje fald indenfor de seneste fire uger, idet noteringen først faldt med 30 øre og derefter med 20 øre, efter at noteringen havde ligget stabilt på 13,80 kroner i 17 uger i træk.

- Priserne på grisekød i Europa er kommet under pres efter et forår og en sommer med rekordhøje noteringer i mange lande på kontinentet, begrunder Danish Crown i sin markedsberetning.

- Mens noteringerne er faldet i en del i lande som Spanien, Frankrig og Holland de seneste uger, så har den tyske notering holdt stand, selv om den har været under pres. Netop det faktum gør mange indkøbere tilbageholdende lige nu, fremgår det.

Desuden er udbuddet lige nu en smule større end efterspørgslen, og det har sat priserne under pres, fortæller slagteriets markedsdirektør Mads Stougaard, der forsikrer, at slagteriet »lægger arm« om hver eneste ordre i Europa, for at få så gode priser som overhovedet muligt.

Læs også