Ny maskin- og udstillingshal på vej

Anker Bjerre har i februar holdt rejsegilde på et nyt byggeri af maskin- og udstillingshal på 2.200 kvadratmeter, der hovedsageligt skal bruges til udstilling af landbrugs-, have-, park- og skovbrugsmaskiner.

Hos Anker Bjerre A/S har man en jysk tilgang til tingene og nye investeringer skal bygges på et sundt fundament. Behovet for bedre personalefaciliteter samt mere plads til et større udvalg af maskiner har været undervejs de seneste år. I 2021 blev der af ejerkredsen i Anker Bjerre truffet beslutning om domicilkøb og udvidelse.

De fire ejere, som alle har deres daglige gang i virksomheden, har i 2021 købt domicilet på Elkjærvej 110 i Holstebro, hvilket har skabt grobund for nye fremtidige planer.

Allerede sidste sommer blev en tilbygning tilføjet maskinforretningen med nye frokostfaciliteter for at opgradere på de interne forhold for virksomhedens medarbejdere.

- Det har været tiltrængt med en opgradering af de interne forhold, og nu hvor første step er udført, går vi nu videre med næste step, som kommer til at omhandle maskindelen, siger Anders Frandsen, som er direktør og medejer af Anker Bjerre.

På Facebook oplyser Anker Bjerre A/S, at de netop har holdt rejsegilde på deres nye 2.200 kvadratmeter maskin- og udstillingshal.

- Vi forventer, at hallen er færdig og klar til indvielse medio april, hvis planerne holder, lyder det.

Læs også