Hos Skovs Maskinstation i Ulbjerg nær Skals i Østhimmerland er det Kuhn-maskinerne, der dominerer i slætgræsset.
Claus Skov er i gang med sit tredje trippelsæt, det første med bånd. Han er indehaver af Skovs Maskinstation i Uldbjerg ved Skals i Østhimmerland.
Hele maskinstationens faste stab er landet på samme mark, for nu skal et slæt græs bjærges, før der kommer regn. Og derfor kører gyllenedfælderen i hælene på græsgrejet.
Præcision, hurtighed og den perfekte stubhøjde topper ikke bare det første slæt for maskinstationen, men er forudsætningen for succes med de efterfølgende slæt, hvad enten strategien for sæsonen er fire, fem eller seks succesfulde slæt.
- Vi skårlægger 3.200 hektar gennem en sæson, forklarer Claus Skov, og underspiller ikke kravet om, at grejet skal være både toptunet og driftssikkert hver eneste time i marken hos egnens kvægbrugere.
13 maskiner af samme mærke
13 Kuhn-enheder står der i maskinhuset hos Skovs Maskinstation. De tre maskiner, der er med i marken, er et 9 meter trippelsæt Kuhn FC 9330 RA med bånd, en 15 meter Kuhn GA 15131 rive og en Kuhn VBP 3195 kombipresser med Intelliwrap. Alle tre maskiner blev anskaffet sidste år og har derfor kørt én sæson.
- Skårlæggeren er det tredje trippelsæt, jeg har. Men det første sæt med bånd, og det fungerer rigtigt godt. Vi anvender båndet til omkring to tredjedele af det areal, vi skårlægger. For eksempel kan vi bruge båndet i den ene side og dermed lægge 18 meter sammen med riven og klare os med færre overkørsler, fortæller Claus Skov.
Tryg ved Kuhn
Claus Skov udtrykker især sin store tillid til Kuhn-maskinernes konstruktionskvalitet og den backup, enten forhandleren, J. Hundahl, eller importøren, MI i Vejle, står bag.
- Jeg er aldrig utryg ved at være blandt de første, der køber en helt ny Kuhn-model. Det er altid gennemtænkte konstruktioner og Kuhn-fabrikken løber aldrig fra noget. Er der noget, der skal rettes op på, kan forhandleren trække på specialisterne i Vejle, og så får vi klaret sagen hurtigt.
- Kører vi et sted med lidt sten i marken, kan der en gang imellem ryge en sten i traktorens rude, og det koster kassen på de traktorer, vi har i dag. Her eftermonterede Kuhn en bøjle til at holde dugen på plads, når vi kører med høje hastigheder. Og siden har vi ikke ødelagt en rude. Det var en rigtig god løsning for os, og det skete hurtigt, roser Claus Skov organisationen bag.
Sværger til hydraulik
Om Kuhns riveprogram siger Claus Skov det ligeud:
- Jeg har faktisk altid kørt hydraulisk drevne river og forstår egentlig slet ikke, der findes andet. I vores hverdag har vi i forvejen rigeligt med smørenipler og kraftoverføringsaksler.
Til kørsel i mere ujævnt terræn, når der skal bjærges hø på engarealer og på mindre marker, har Skovs Maskinstation beholdt en mindre rive, en bugseret Kuhn-rive.
Til hø, halm og græs
Til de mange ensileringsopgaver i både græs og majs råder Skovs Maskinstation over grej til at holde et snittersjak kørende.
- Men ellers er det Kuhn-maskinerne, der klarer græsopgaverne. Jeg har været med i fire generationer af wrapning og kørte tidligt rundt med en wrapper i marken. Nu har jeg den fjerde presser med wrap, en Kuhn VBP 3195 Intelliwrap, der både kan binde og wrappe med strækplast, fortæller Claus Skov.
- Maskinen kan variere ballestørrelsen fra 80 til 165 centimeter i diameter med indpakker, og op til 185 centimeter uden indpakker. Men det er sjældent, vi kører med så store wrapballer til græsensilage. De skal jo også kunne håndteres med læsserne. Normalt holder vi os til en vægt på 600 til 800 kg pr. balle.
Skovs Maskinstation bruger presseren til både ensilering, hø og halm. Tælleren for seneste sæson viste 3.400 wrappede baller og 4.000 baller i halm og hø uden wrap.