Det er ikke hver dag, at der dukker en kunde op for at få seks splinternye Case IH-Puma-traktorer. Men det skete forleden hos S.D. Kjærsgaard ved Hornslet nord for Aarhus.
- Jeg vil bestemt sige, at dette er en af vores større handler. Det er en stor dag, lyder det med et smil fra Claus Sommer, der er salgsansvarlig på Case IH og Case Construction hos S.D. Kjærsgaard i Hornslet.
Juni-heden lå som et tungt lag over området, men der var gjort klar med kaffe og kage og nogle af forhandlerens lokale montører, der skulle gennemgå de nye modeller for Lindaa-Balle Maskinstation.
Det aftalte tidspunkt var klokken 11.
20 sekunder i 11 begyndte det at buldre i baggrunden, og man kunne sandsynligvis have sat et ur efter medarbejderne og ejerne af Lindaa-Balle Maskinstation. Stort set på slaget kom de nemlig kørende ind på stribe hos S.D. Kjærsgaard med seks traktorer af et andet mærke, der nu var klar til at blive udskiftet.
Selvom de seks røde traktorer er helt nye, så er det stadig den »gamle« model, der er tale om. Og det var derfor, at Frederik Sørensen og resten af familien valgte at springe på, da der var mulighed for at gøre én stor, samlet handel.
Frederik Sørensen er direktør, i gåseøjne som han påpeger, for maskinstationen sammen med sin far, lillebror, onkel og fætter. Han og lillebroren er tredje generation, efter at farfaren Erik Sørensen startede virksomheden i sin tid.
Mest entreprenørarbejde
Grunden til at Frederik Sørensen og familien valgte S.D. Kjærsgaard som leverandør af de seks nye traktorer er, at Frederik Sørensen selv er udlært der.
- Og jeg kender rigtig godt personerne og har en god tillid til dem. Så jeg er sikker på, at vi kan få et godt samarbejde her, siger Frederik Sørensen og kaster blikket bagover mod de nye traktorer, som han glæder sig til at få i sving.
Maskinstationen gør sig mest i entreprenørarbejde og i mindre grad landbrugsarbejde. Frederik Sørensen oplyser, at de seks traktorer primært skal køre jordkørsel, og så er der én af dem, der primært vil lave markarbejde. Dog bliver cirka halvdelen af traktorerne brugt til halmpresning i højsæsonen.
Claus Sommer fra S.D. Kjærsgaard fortæller, at han ringede til Frederik Sørensen, da han så, at muligheden opstod for, at de kunne få samlet en stak af de gamle Puma-modeller, inden de nye hvor AFS Connect kommer til at være en fast del.
Ingen grund til high-tech
- Til Lindaa-Balle Maskinstations brug, i forhold til deres entreprenørkørsel og vognkørsel, har de ikke det store behov for GPS lige pt på dem her. Så der var ingen grund til, at de hoppede op i high-tech-modellen, siger Claus Sommer.
Og Frederik Sørensen er kun glad for at have lavet en god handel med nogle traktorer, som er relativt »simple«.
- Den her model er jeg udlært i, så den kender jeg, Det er jo sådan set den sidste model, de laver, inden den helt nye model kommer. Så vi tænkte, at den må være godt gennemtestet. Vi er jo nødt til at gøre det let for vores medarbejdere. De laver meget forskelligt, og det er ikke hver dag, de kører traktor, så det skal være nemt at gå ind og bruge maskinen, siger den unge direktør.
De seks traktorer
-
Lindaa-Balle Maskinstation har købt fire Puma 240 CVX’ere og to 185 CVX’ere
-
De to 185 CVX’ere er udstyrede med frontlæssere
-
Lindaa-Balle Maskinstation får Case IH’s udvidede reklamationsret. Den såkaldte tre års Safeguard Warranty
Lindaa-Balle Maskinstation
-
Der er 15-16 ansatte og 20 i højsæsonen
-
Laver omtrent 80 procent entreprenørarbejde og 20 procent landbrugsarbejde
-
Maskinstationen har over 30 maskiner, hvis man tæller minigravere med, siger Frederik Sørensen
S.D. Kjærsgaard
-
S.D. Kjærsgaard har hovedkvarter i Frejlev tæt ved Aalborg
-
Har derudover afdelinger i Vrå, Hornslet, Karlslunde og på Bornholm
-
Beskæftiger 85+ medarbejdere
-
Snart åbner et 2.500 kvadratmeter nyt center ved Ringsted, som skal samle de sjællandske aktiviteter
-
Claus Sommer fortæller, at noget af det unikke ved S.D. Kjærsgaard er, at maskinforretningen kun sælger traktorer, mejetærskere, pressere og entreprenørmaskiner