Ny pumpe leverer høj kapacitet og energieffektivitet i hele levetiden

Vogelsang imødekommer et stigende fokus på energieffektivitet med den nye HiCone-pumpe, der blandt andet er målrettet biogasbranchen.

Biogasbranchen efterspørger pumpeteknologi med lang levetid og lave drifts- og vedligeholdelsesomkostninger over hele levetiden. Den efterspørgsel imødekommer Vogelsang nu med deres første exentersnekkepumpe, der også henvender sig til den øvrige industri og til spildevandssektoren.

Ved hjælp af præcise formjusteringer opretholder pumpen, der går under navnet HiCone, konsekvent en høj transportkapacitet og energieffektivitet.

- På grund af rotorens og statorens koniske form er det muligt at foretage nøjagtige efterjusteringer. Derfor er det ikke længere nødvendigt at presse og klemme statorens gummi for at sikre den indre forsegling, siger Niels Agerbo Nielsen, Vogelsang Danmark.

Det kan lade sig gøre på grund af en konisk rotor-stator-geometri. Hvis der opstår et mellemrum mellem rotor og stator som følge af slitage, kan man kompensere for det under den løbende drift.

Nem efterjustering øger levetiden

Pumpens opbygning betyder, at størrelsen på transportkamrene forbliver den samme som på leveringstidspunktet. Det sikrer konstant transportkapacitet med høj effektivitet. I stedet for dyr og tidskrævende udskiftning af dele kan HiCone nemt og hurtigt efterjusteres. Det øger pumpens levetid mange gange, lyder det fra Vogelsang.

Det smarte justeringssystem gør det muligt at tilpasse HiCone individuelt til driftsparametre som tryk og temperatur, ved at placere rotoren og statoren optimalt i forhold til hinanden.

- I for eksempel rensningsanlæg skal pumpeteknologien i nogle tilfælde kunne modstå høje tryk. Hvis rotoren og statoren justeres optimalt, reduceres kontakttrykket mellem de transporterende komponenter til et minimum, og det har direkte sammenhæng til sliddet, siger Niels Agerbo Nielsen.

Han forklarer, at justeringssystemet også betyder, at pumpen kræver mindre energi – det forstærkes af det automatiske opstartssystem.

Muligt at planlægge udskiftning

Fordi rotoren og statoren er placeret i forhold til hinanden på en måde, som minimerer klemningen mellem de to, kræves der nemlig en mindre motor for at starte pumpen end i konventionelle excentersnekkepumper. Det reducerer drejningsmomentet til et minimum, når pumpen startes op, hvilket igen forbedrer energieffektiviteten.

Opstartsprocessen er fuldautomatisk uden behov for yderligere styring. Med et tryk på en knap eller et klik med musen kan fastspændingen mellem rotor og stator reguleres fra kontrolrummet, hvor man også kan overvåge slitagen.

Det betyder i sidste ende, at det er muligt at planlægge udskiftningen af rotor-stator-pakken. I kombination med Vogelsangs integrerede QuickService-koncept har brugeren en holdbar, højeffektiv pumpeteknologi, der fleksibelt kan justeres, så den passer til en bred vifte af pumpeopgaver og driftsparametre, lyder det fra Vogelsang Danmark.

Læs også