Nye afsløringer i Minkkommissionen: Fødevareministeriet forsøgte at redde 600.000 mink

På det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 forsøgte Fødevareministeriet at få sundhedsmyndighederne med til at lade 600.000 avlsdyr overleve. Men ønsket blev ikke imødekommet.

Kunne man lade nogle avlsdyr overleve, når der rasede en coronapandemi i Danmark blandt mink, som havde spredt sig til mennesker? Det spørgsmål var i fokus blandt flere politikere i ugen efter, at Mette Frederiksen på et pressemøde havde meldt ud, at alle mink, også avlsdyr, skulle aflives med hensyn til folkesundheden.

Den 12, november sagde daværende fødevareminister Mogens Jensen så i et interview med DR og TV2, at det ikke havde noget på sig, at regeringen havde foreslået at lade cirka 56.000 avlsdyr overleve, men faktisk forsøgte han ved det altafgørende møde i regeringens koordinationsudvalg at redde 20 procent af avlsdyrene. Det ville have svaret til 600.000 mink.

Gik på listefødder

Det kom frem, da departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, torsdag vidnede over for Minkkommissionen ved Byretten på Frederiksberg.

Sundhedsminister Magnus Heunicke afviste imidlertid, at det »kunne være foreneligt med den nuværende situation på området«, og henviste til den risikovurdering, som Statens Serum Institut havde sendt ud få timer inden mødet, fortalte Barbara Bertelsen, der tidligt torsdag morgen undgik de mange tv-kameraer, der var stillet op udenfor retten, og i stedet benyttede sig af bagindgangen til retsbygningen.

Skoleret omkring udtalelser

Under afhøringen spurgte afhøreren, advokat Jakob Lund Poulsen, ind til flere udsagn, som Bertelsen kom med, da minksagen for alvor rasede sidste år. Det handlede blandt andet om den daværende indsats for at få aflivet mink, der var smittet med coronavirus.

- Statsministeriets departementschef mener, det er alt for lempeligt, kalder oplægget provinsielt og fremfører, at resten af mødekredsen slet ikke har forstået, hvor stor en potentiel katastrofe, det er, vi står over for, stod der at læse i et referat fra et møde mellem departementschefer den 3. november.

Her forklarede Barbara Bertelsen, at der fra hendes side blev henvist til et geografisk spørgsmål.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har sagt lige præcist det. Men det er et udtryk, jeg har brugt. Jeg var optaget af det geografiske, at det sigtede mod situationen i Nordjylland, sagde Barbara Bertelsen i Minkkommissionen.

Hun tilføjede, at sagen med den opdaterede risikovurdering hastede.

- Vi var klar over, hvor alvorlig den her risikovurdering var. Og vi kunne ikke lade regeringen sidde på det. Kina havde fået kritik for ikke at handle på coronavirus i tide, og den fejl kunne vi ikke gentage, sagde Barbara Bertelsen.

Under afhøringen blev hun spurgt ind til, hvorfor man fik slettet en sætning fra coveret om, at det ville være fatalt for minkavlere, at alle mink skulle aflives. Men det var der ifølge departementschefen ikke noget odiøst i.

- Vi ville aldrig bruge et udtryk som »fatalt« i et regeringscover. Det kommer først ud til mødekredsen få minutter før mødet.

Kunne man ikke have omformuleret det?

- Jo, det kunne man sikkert. Men vi bruger ikke den slags ord i et cover, derfor. Men det er jo selvindlysende, at hvis man gør sådan noget, så vil det være meget alvorligt for branchen. Men den siger ikke noget, der ikke er helt klart og som også bliver sagt på blandt andet pressemødet den 4. november, lød det fra Barbara Bertelsen.

Gik i flæsket på Mogens Jensen

Barbara Bertelsen slog samtidig fast, at hverken hende eller Mette Frederiksen var vidende om mangel på lovhjemmel.

Hun benyttede sin afhøring til igen at kritisere Mogens Jensen og Fødevareministeriet for deres kommunikation om, at minkavlere blev opfordret til at aflive deres mink, på trods af at der stod »skal« 31 gange i det brev, som avlerne fik fra ministeriet.

I brevet havde Fødevareministeriet skrevet, og Mogens Jensen havde senere udtalt, at »man ikke kunne afvente ny lovgivning« og at man derfor måtte bede avlerne om at aflive, uanset om der var lovhjemmel til det. Men:

- Det var simpelthen ikke rigtigt at sige, at man ikke kunne afvente manglende lovgivning. Jeg opdager relativt sent presselinjen fra miljø- og fødevareministeren og tænker »det er jo ikke rigtigt, det her der bliver sagt«, sagde Barbara Bertelsen.

Velforberedt BBB

Forud for torsdagens afhøring af departementschefen havde der fra flere sider været spekuleret i, hvor mange oplysninger, der kunne fremdrages under afhøringen, men de betænkeligheder blev ret hurtigt lagt til side. For det var en meget velforberedt Barbara Bertelsen, der igennem hele sin afhøring kontinuerligt henviste til specifikke bilag i det såkaldte ekstrakt, som er de dokumenter, der er lagt til sagen.

Tilmed henviste Barbara Bertelsen flere gange til sms-beskeder, som hun selv havde sendt til andre embedsmænd, der tidligere er blevet afhørt i sagen, blandt andre departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth.

Kan gå ind i 2022

Sagens omfang har, siden den startede tidligere på efteråret, grebet om sig. Torsdag førte det til, at udenrigsminister Jeppe Kofoed blev indkaldt til at svare på spørgsmål i kommissionen som den sjette minister.

Kofoed skal tage plads i vidneskranken den 17. december, og det er den sidste retsdag, der er sat af til afhøringerne i 2022. Så hvis der skal indkaldes flere vidner, vil det først kunne ske i 2022.

Der er lagt op til, at Minkkommissionen skal komme med en rapport i april 2022.

Her blev minkerhvervet slagtet

I et notat, som Effektivt Landbrug har set, skriver chefkonsulent Johan Zilmer Bülow følgende efter KU-mødet den 3. november 2020:

»Løsning tiltrådt. Vurderes proportionalt og nødvendigt. SSI meget bekymret og noget, som skal følges. Mutationer hos mink kan i værste fald påvirke mulighed for at vaccinere effektivt.

EM (Erhvervsministeriet, red.) og FM (Finansministeriet, red.) vil se på, hvordan man kan støtte de berørte farme, mv., med at komme i gang med anden produktion. EM bemærkede, at det måske alligevel var et spørgsmål om tid, før branchen helt forsvandt. Umiddelbart ville tiltaget dog i første omgang ikke påvirke ledigheden væsentligt. En stor del af arbejdskraften kommer fra udlandet og er sæsonbetonet.

Muligt at sagen lige runder ØU (regeringens økonomiudvalg, red.) – igen henset til udgifterne stod lidt uklart. FM bakkede dog også op om løsningen«.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også