Embedsmand »forstod ikke« dokument om manglende hjemmel i minksagen

Dokumentet fra Fødevareministeriet, der omtalte mangel på lovhjemmel, var ikke forståeligt for den person, der lavede det lovforberedende arbejde for regeringen. Men i Finansministeriet var man vidende om mangel på lovhjemmel i flere uger inden den 4. november 2020.

I nogle ministerier var der viden om den manglende lovhjemmel i forbindelse med aflivningen af de mange millioner danske mink sidste år. Arkivfoto: Erik Hansen

Torsdag var kontorchef i Justitsministeriet, Lisbeth Gro Nielsen, i vidneskranken, og hun kom i skudlinjen, fordi spørgsmålet om manglende hjemmel i loven til at kræve alle mink aflivet ikke var med i det cover, som regeringen brugte under det afgørende møde i KU-udvalget.

Det var nemlig Lisbeth Gro Nielsen, der havde skrevet det omtalte cover. Her var spørgsmålet om hjemmel ikke nævnt med et ord, og det undrede udspørger Jacob Lund Poulsen sig over.

Lisbeth Gro Nielsen erkendte, at det ikke var ideelt, at det ikke var nævnt, men forklarede, at hun ikke havde haft tid til at læse bilagene ordentligt igennem.

Spørgsmålet om hjemmel stod samtidig at læse i et af bilagene, der var tilsendt fra Miljø- og Fødevareministeriet. Men:

- Jeg har ikke studset over det. Jeg har skimmet ned over det. Jeg har ikke set det. Jeg har ikke forstået det, sagde Lisbeth Gro Nielsen ifølge dagbladet B.T. og tilføjede:

- Jeg åbnede det og skimmede den første side. Jeg kunne ret hurtigt konstatere, at det ikke var færdigt. Der var kommentarbokse. Jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg skulle bruge det til, sagde hun ifølge DR Nyheder.

Hun fortalte desuden, at det var hende, der slettede sætningen fra regeringens cover om, at det ville være fatalt for minkbranchen, hvis man aflivede alle mink i Danmark.

Ønsket om, at sætningen skulle slettes, kom fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. Lisbeth Gro Nielsen og en kollega forsøgte at omformulere sætningen, men i sidste ende kom den altså ikke med.

Kendte til hjemmelsproblematik

Torsdagens anden afhøring var af kontorchef i Finansministeriet, Asbjørn Brink. Han har flere gange optrådt på dokumenter og under spørgsmål i Minkkommissionen, blandt andet fordi han har stillet spørgsmål ved grundlaget for masseaflivningerne.

Og han kunne fortælle, at han og flere kolleger i ministeriet i flere uger i efteråret 2020 var klar over, at der manglede lovhjemmel for at kræve alle mink aflivet.

Det kom blandt andet frem i forbindelse med et møde i regeringens Covid-19-udvalg den 1. oktober, hvor situationen med coronavirus i mink blev drøftet.

Her gik han i aktion på baggrund af sin viden om hjemmelsspørgsmålet, som han var blevet bekendt med via oplysninger fra Fødevareministeriet – og bad om at få det skrevet ind i regeringens materiale.

- Vi bad om at få skrevet ind, om der var lovhjemmel. Vi pegede på, at det var en central oplysning, sagde Asbjørn Brink ifølge DR.

I slutdokumentet fra mødet kom der til at stå, at Miljø- og Fødevareministeriet sammen med Justits- og Sundhedsministeriet skulle »forberede den tekniske afklaring af det fornødne lovgrundlag såfremt der sidenhen måtte træffes beslutning om aflivning af alle minkbesætninger«.

Det kom så godt en måned senere. Her mailede Asbjørn Brink til kolleger, hvor lovhjemmels- og ekspropirationsspørgsmålene blev nævnt. Det blev også skrevet i håndakten til finansminister Nicolai Wammen (S) forud for det møde, hvor aflivningen af alle mink blev besluttet. Men altså uden effekt.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også