Tidligere L&F-direktør lander bestyrelsesformandspost

Den tidligere direktør i Landbrug & Fødevarer, Anne Arhnung, er blevet udpeget som ny bestyrelsesformand i Food Organisation of Denmark (Food), der blandt andet står bag Madens Folkemøde, der finder sted på Sydhavsøerne.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse. Anne Arhnung stoppede som direktør i L&F i 2021 efter en uenighed, der opstod i organisationen i forbindelse med en sag om sexchikane i DanBred.

Nu glæder hun sig til sin nye position.

- Dansk fødevareproduktion ser ind i store forandringer. Den nyligt indgåede trepartsaftale, klimaforandringerne, fokus på biodiversitet og havets tilstand vil få en kæmpe impact på, hvordan hele fødevaresystemet kommer til at se ud i fremtiden og dermed den platform, som den danske gastronomi skal stå på. Gastronomien er en kæmpe styrkeposition for Danmark, udtaler Anne Arhnung i forbindelse med udnævnelsen og fortsætter:

- Fødevareproduktion og gastronomi skal ses i en sammenhæng, og vi kommer kun i mål med de kæmpe forandringer, hvis begge parter støtter op om hinanden. Som ny formand vil jeg glæde mig til at være med til at facilitere dette gennem Foods mange fine aktiviteter og arrangementer. Food er en stærk platform for hele den samtale, og det glæder jeg mig til at være formand for, sammen med en stærk bestyrelse.

Anne Arhnung har en lang række bestyrelsesposter, blandt andet hos Danmarks Statistik, bioselskabet Linkogas og Geus. Hun afløser landmand og restauratør Kim Rahbæk, der har været bestyrelsesformand i Food i 14 år.

Læs også