Kragerup Gods har i denne uge sendt de første danskproducerede kikærter til et supermarked. Selvom vejrforholdene ikke er oplagte for kikærteproduktion i Danmark, håber godsforvalteren på at kunne producere 30 tons om året.
I et lysebrunt hav af traditionelle afgrøder som hvede og havre står en usædvanligt grøn mark ved Kragerup Gods på Sjælland. De 18 hektar består af grønne, lysebrune og lilla farver. Og ved en hurtig forbifart ser området nærmest vild ud.