Såsædsfirmaet Strube har solsikkesorter, som er oplagte til blandt andet fireprocents-brakarealer.
Tidligere var solsikker noget, man primært dyrkede på store arealer i det sydøstlige Europa. Over de seneste årtier har de store gule blomster langsomt men sikkert bevæget sig op i det centrale Europa, og nu er afgrøden efterhånden blevet udbredt i Nordtyskland.
- Der er blevet dyrket rigtig meget raps i Nordtyskland, og det har givet et behov for at tage en ny afgrøde ind for at sikre sig mod de problemer, for meget raps i sædskiftet kan medføre, siger Niels Borre, som er salgschef i Danmark for det tyske såsædsfirma Strube.
Han forklarer, at klimaforandringer er med til at skubbe dyrkningsgrænsen for solsikker nord på.
- Men det skyldes også intensiv forædling af nye sorter, som kan dyrkes højere mod nord, siger Niels Borre.
Oplagt til dine fire procent
Selv om salgschefen ikke vurderer, at hverken forædlingen eller middeltemperaturen i Danmark endnu er der, hvor solsikker er en oplagt sædskifteafgrøde til den danske landmand, så udpeger han gerne andre oplagte formål med planten.
- Har man valgt blomsterbrak til sin fireprocents-udtagning, er man godt på vej. Regler siger, at man her skal udså en blanding af mindst to forskellige frø- og nektarproducerende plantearter, siger Niels Borre.
Struber anbefaler derfor, at man udsår solsikker i kombination med en blomsterblanding eller en blomstrende efterafgrødeblanding. Efterafgrødeblandingen vil være med til at sikre et godt bunddække, og solsikkerne vil være med til at tiltrækker bier og nytteinsekter, som kan være med til at reducere insektangreb i de omkringliggende marker.
- Og så får man en fantastisk smuk mark i juli og august. Det kan virkelig være til glæde for såvel en selv, som for naboer og turister, siger Niels Borre.
Føde til vildt
Han fremhæver, at afgrøden, når den er afblomstret, vil give rigtig meget foder til småfugle, fasaner og andet vildt. Og de kerner, der måtte være tilbage, kan spire igen året efter.
- Sår man solsikker ud i blomsterbrak i et areal fra fireprocents-udtagningen, anbefaler vi at halvere udsædsmængden og gå efter tre til fire solsikker pr. kvadratmeter, siger salgschefen.
Vil man bruge solsikkerne til vejkantsstriber, vildtremiser eller simpelthen til pryd i haven eller omkring ejendommen, anbefales fuld udsædsmængde.
Nøjsom kæmpe
- Vi har to sorter i sortimentet, som vi anbefaler til danske forhold. Det er Basco og Fausto. Fra Strube anbefaler vi Basco til fireprocents-udtagningen, da den har den laveste plantehøjde. Den vil passe bedre ind med andre blomstrende arter, siger Niels Borre, som fortæller, at Strube Scandinavias samlede sortiment kan købes på strube.nu.
Han forklarer, at højden på solsikker i øvrigt afhænger af jordens næringsstofindhold og af solintensiteten. Mange solskinstimer giver generelt set højere planter. Hvor den kvitterer for solens stråler, er den store plante til gengæld nøjsom, når det kommer til næringsstoffer.
- Den behøver kun meget begrænset kvælstof samt middel fosfor- og kaliumtal. Men hvis man vil have høje udbytter i solsikker, kan man med fordel tildele 2,5 kg bor pr. hektar før blomstring, siger Niels Borre.
Salgschefen kan ikke sætte tidsperspektiv på, hvornår det kan være attraktivt for danske landmænd at dyrke solsikker i større skala, for det er lidt som historien om hønen og ægget.
- Det kræver en efterspørgsel, før forædlerne for alvor begynder at arbejde i den retning, siger Niels Borre.