Farmdroid-forsøg med gode resultater

Ny kombination af mekanisk lugning og spotsprøjtning med robotter kan vise sig at spare landbruget for næsten hele sprøjtemiddel-forbruget.

Farmdroids kerneprodukt, en GPS-styret så- og lugerobot, har indtil nu primært arbejdet mekanisk og af den grund været særlig interessant for økologer.

Under det nyligt overståede Agritechnica lancerede Farmdroid et nyt spotsprøjtesystem, som kan arbejde samtidig med den mekaniske ukrudtsbekæmpelse og effektivisere markdriften ved blandt andet at reducere pesticidforbruget.

- Vi kommer så tæt på, at vi er inden for 8 til 10 milimeter. Med det nye system kan vi fjerne endnu mere ukrudt end før, fordi vi kan sprøjte det resterende væk. Der skal næsten intet kemi til, blot et absolut minimum, siger Rasmus Thuesen, regional sales manager i Farmdroid.

- Forsøgene viser indtil videre, at vi kan spare landmanden for 90 til 94 procent af den kemiske ukrudtsbekæmpelse, tilføjer han.

Udgangspunkt i eget system

- Helt konkret har vi kombineret vores mekaniske ukrudtsbekæmpelse med en spotsprøjte, og det betyder reduceret pesticidforbruget. Det giver flere indgangsvinkler til at bruge vores produkter i marken, siger Rasmus Thuesen og fortsætter:

- Der er netop åbnet en tilskudspulje, Miljø- og Klimateknologi, hos Landbrugsstyrelsen. Her er der mulighed for at få tilskud til netop denne maskine.

Rasmus Thuesen tilføjer, at teknologien i systemet er den software, som virksomheden i forvejen gør brug af. Det nye system trækker således på de data, som allerede er indsamlet. Her tildeles altså blot et minimum af kemi for at opnå en endnu højere grad af nøjagtighed i ukrudtsbekæmpelsen.

Når det gælder roerne, så forklarer Rasmus Thuesen, at Farmdroid tog sit udgangspunkt i sukker- og foderroer. I forhold til arbejdsgangen for landmanden, så kan robotten utrolig meget.

Landmanden skal dog være opmærksom på, at roer vokser sig ret store, og dermed skal maskinen indstilles i løbet af sæsonen.

Han lægger vægt på, at den mekaniske rensning baseret på GPS-punkter er utroligt nøjagtig. Spotsprøjtningen åbner blot op for en mulighed for at fjerne endnu mere ukrudt, når det handler om at rense rundt om det GPS-koordinat, hvor frøet er sået.

Læs også