Pletbehandling med Farmdroid giver enorm besparelse

Med det nye spotsprøjteudstyr, som reelt leverer en mikrosprøjtning af ukrudts- og insektmidler, kan FarmDroid give op til 94 procent reduktion i forhold til normaldoseringen.

Forskellen i udbytte mellem almindelig bredsprøjtning og spotsprøjtning med Farmdroid er minimal, men fordelen ligger i den 94 procents besparelse af planteværnsmidlet ved spotsprøjtningen. Kilde: Risser og Steinholt 2022

FarmDroid ApS lancerer her i 2024 maskiner, som har udstyr til pletbehandling over rækkerne.

- Systemet kender i forvejen den præcise position af hver enkelt plante, så den nye sprøjte kan nøjes med at behandle et meget lille område over og omkring planten, påpeger specialkonsulent Bo J.M. Secher.

- Med den rigtige dyse og sprøjteteknik kan det behandlede felt være helt ned til 0,006 kvadratmeter. Det er så lidt, at det kan betegnes som en mikrosprøjtning, tilføjer han.

Især ved små roeplanter

Teknikken kan med fordel benyttes med ukrudtsmidler og insektmidler, mens roeplanterne er små.

- I forbindelse med insektmidler vil der være den sidegevinst, at de nyttedyr, som findes uden for sprøjtefeltet, ikke bliver ramt. Det vil sige på 94 procent af det samlede areal, hvor de fortsat vil være aktive, forklarer Bo J.M. Secher og giver nye erfaringer fra sukkerroer.

Südzucker AG har igennem de seneste fire år testet Farmdroid, og i de seneste to år med et påmonteret sprøjteudstyr på deres forsøgsgård ved Mannheim i Tyskland. De er generelt positive overfor systemet og har allerede publiceret en del artikler fra deres afprøvning.

På forsøgsgården har man sammenlignet selvkørende enheder med en traditionel behandling.

Mikrosprøjte

Farmdroiden er afprøvet som en såkaldt mikrosprøjte, der kun behandler omkring roeplanterne, og derudover bekæmper ukrudt mekanisk i og mellem rækkerne. Den mekaniske del er allerede kendt og afprøvet blandt økologer.

- Der er ikke målt en sikker forskel mellem en almindelig bredsprøjtning og en behandling med Farmdroid, som både pletsprøjter og bekæmper ukrudtet mekanisk på de to behandlinger. Men der er opnået en reduktion på 94 procent af ukrudtsmidlet i det led, som er behandlet med en Farmdroid, fortæller Bo J.M. Secher.

- Med så store besparelser kan det nye Farmdroid-koncept være et godt bud på at opnå de krav og målsætninger, som er gældende nu og som kommer i forbindelse den nye landbrugsreform og ESG, konkluderer han.

Læs også