Søren Søndergaard: - Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet

Trepartsaftalen kommer til at sætte scenen for landbruget og naturen i de kommende generationer. Fordi den klimaeffektive landmand også i fremtiden kan sove roligt om natten, fastslog formanden for Landbrug & Fødevarer i sin åbningstale på Landsskuet.

Ved dyrskueåbningen var der rig repræsentation af en række af de store dyreracer. Landsskuet i Herning tiltrækker traditionen tro nogle af de bedste dyr fra hele landet.

Ældre generationer vil have hørt om det historiske Kanslergadeforlig, der blev indgået i 1930’ernes kriseramte Danmark.

Nutidens generationer kommer til at huske trepartsaftalen, hvor Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening sammen med regeringen og en række andre samfundsaktører lagde linjerne for fremtidens landbrug og naturforvaltning.

Det pointerede formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, da han åbnede Landsskuet i Herning. Her slog han fast, at aftalen har flere vindere. Ikke mindst landbruget og Danmarks Naturfredningsforening, som han vurderer, er de aftaleparter, som har haft allermest på spil.

- Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet. Det gælder både for os i landbruget og for Danmarks Naturfredningsforening, pointerede Søren Søndergaard i sin tale.

Gevinst for landbrug og natur

I talen slog han samtidig fast, at trepartsaftalen dels er historisk. Men samtidig også en aftale, der er en gevinst for landbruget og for naturen.

- I dansk landbrug har vi en række milepæle i form af vigtige aftaler og reformer, som har skrevet sig ind i historien. Fra landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse til jordlovene og Kanslergadeforliget. Nogle kalder sidste uges aftale for vores tids Kanslergadeforlig. Det synes jeg er en god beskrivelse. Den kommer til at sætte scenen for landbruget og naturen i de kommende generationer.

- Fordi den klimaeffektive landmand også i fremtiden kan sove roligt om natten i tryg forvisning om, at Danmark bliver ved med at være landbrugsland, og at planteavl, husdyr og natur kan trives side om side i god harmoni, fastslog Søren Søndergaard i sin åbningstale.

Gensidig respekt afgørende

Ifølge Søren Søndergaard er trepartsaftalen et konkret eksempel på, at når man sætter sig ned og ser hinanden i øjnene, og når man tager tiden og taler sammen med respekt for hinandens positioner, og når alle kommer til bordet med en vilje til at lykkes – så kan selv de mest uenige parter finde sammen om noget fælles, som er større end deres uenigheder.

- Desværre har en del medier siden sidste mandag været mere optagede af at snakke om vindere og tabere end om substans. Nogle mener, at milliardinvesteringerne i at omlægge landbrugsjord vil »forgylde« landmændene, eller at »staten tager regningen«. En enkelt kommentator har sågar kaldt det »Axelborg-aftalen«. Det er altså en helt forkert tilgang, lød det fra Søren Søndergaard.

- I landbruget er vi med den her aftale forpligtet på at reducere i udledningen af klimagasser, både i forhold til 2030-mål og længere frem. Det var vi for øvrigt allerede. Det bliver tit glemt, at vi er omfattet af den samme afgift på de fossile udledninger, som gælder industrien og andre erhverv.

Katastrofen er afværget

En del kritikere har dog, pointerede formanden i sin tale, stirret sig blind på afgiften på de særlige biologiske processer - dyrenes famøse bøvser og prutter.

- Så er der ingen tvivl om, at vi har afværget katastrofen som mange af jer har været bekymret for de seneste år, sagde han henvendt til sine landmandskolleger, mens han fortsatte:

- Der er ingen tvivl om, at vi har båret vores viden til bordet og fået indflydelse. Og at vi har fundet en vej, hvor den klimaeffektive landmand undgår en høj afgift, når man investerer i godkendte og relevante virkemidler. Og det kan vi være stolte af, sagde L&F-formanden.

Venter stort, lokalt ansvar

Søren Søndergaard tilføjede, at det hele kun er lykkedes, fordi der har været forhandlet om flere ting på én gang.

- Fordi vi forpligter os til at levere også på andre politiske ønsker og dagsordener end klima alene. Og der venter en meget stor opgave forude med arealomlægning. Som man hverken kommer sovende til eller rigere fra.

- Men der ligger nu et stort ansvar hos vores lokale foreninger og den enkelte landmand i at levere på de ambitiøse mål for både vandmiljø og klima.

Alle er vindere

Og, pointerede L&F-formanden, selvfølgelig skal der være en rimelig kompensation, når landmænd omlægger jord for at imødekomme samfundets ønsker.

- Jord er jo hele grundlaget for vores erhverv og livsform. Så hvis man tilhører dem, som bare synes, at vi i landbruget skal straffes for enhver pris – ja, så kan jeg godt forstå, man er utilfreds med aftalen. Men det forstyrrer nu ikke min nattesøvn.

- For hvis der er én ting, jeg er helt sikker på, så er det, at alle parter i den aftale, vi har indgået nu, er vindere. Og vigtigst af alt - både demokratiet, landbruget og naturen er også vindere.

- Det eneste taberagtige havde været at smide håndklædet i ringen og vende sig om og gå væk fra ansvaret, fastslog Søren Søndergaard fra talerstolen i Herning.

Læs også