Tilskudsordningen til metanreducerende foder skulle være åbnet 3. oktober, men nu er den udskudt på ubestemt tid, fordi Østrig har klaget til EU-Kommissionen over den danske tilskudsmodel.
Argumentet fra Østrig er, at der er tale om et konkurrenceforvridende tiltag fra den danske stat. Østrig har endnu ikke uddybet, om landet gør indsigelse i forhold til varernes frie bevægelighed i EU, eller om der er tale om ulovlig statsstøtte fra den danske stat.
Indsigelsen blokerer for, at de danske landmænd kan få støtte til at mindske udledningen fra den danske kvægbestand ved hjælp af fodertilsætningsstoffet Bovaer, der var udset til at være et centralt klimaværktøj.
Ifølge Ritzau har de danske myndigheder rakt ud til Østrig for at forklare formålet med tilskuddet i håb om, at blokeringen kan ophæves.
Én ko udleder knap 160 kilo metan om året, hvilket svarer til fire ton CO2, vurderer Landbrug & Fødevarer ifølge mediet.
I Landbrug & Fødevarer er man bekymret for, om Østrigs blokering af det danske tilskud kan betyde, at midlet ikke kan nå at bidrage til klimamålet i 2025.
- Vi var i forvejen bekymrede for den meget stramme tidsplan for denne ordning. Den bekymring er kun blevet større med den forsinkelse, som indsigelsen giver, siger Ida Storm, Landbrug & Fødevarers direktør i Sektor for Kvæg.